Fattig økonomiaftale fra en regering, der er rig på flotte ord og store løfter

Udgivet:15. juni 2021, 12.27

Læsetid:1 minut

Af Søren Frandsen Hinnerup. Byrådsmedlem for SF i Favrskov Kommune

HANDICAPOMRÅDET Et stort 0 blev det til handicapområdet i den kommuneaftale, regeringen landede med Kommunernes Landsforening.

Socialminister Astrid Krag har i artikler, indlæg, samråd og på talerstolen igen og igen sagt, at problemerne på handicapområdet i høj grad skyldes for få penge.

Kommunernes Landsforening havde på vegne af landets kommuner bedt om 5,5 mia. til området.

Favrskov Kommune er en veldreven kommune, men vi er også presset økonomisk på handicapområdet. Vi oplever i Favrskov et samlet budgetpres på 20 mio. kr. på handicap- og psykiatriområdet samt området for sårbare børn og unge. Udgifterne på de to områder er stærkt stigende i såvel Favrskov Kommune som på landsplan. Helt generelt så oplever alle kommuner, at der er flere og flere borgere, der har skal have ydelsen, mens økonomien er den samme.

Hvorfor i alverden vil regeringen så ikke give tilstrækkelig med finansiering, så det bliver muligt for kommunerne at levere god og ordentlig hjælp til mennesker med handicap?

Jeg synes, at man med denne aftale vender ryggen til de mange mennesker, der lever med handicap og deres pårørende. Vi skal have ordentlige og værdige forhold for mennesker med handicap.

Nu må vi håbe på, at SF og resten af centrum-venstre-flertallet i Folketinget kommer et trængt område til undsætning ved finanslovsforhandlingerne sidst på året.

Ellers kigger vi ind i serviceforringelser og nedskæringer.