Erfaren kunderådgiver fylder 60: - Jeg er nok lidt af en bonderøv

Udgivet:11. juli 2022, 10.15

Læsetid:1 minut

René Stampe-Degn bor i Galten, hvor han også han arbejdet gennem flere år. Siden 2018 har han været kunderådgiver i Sparekassen Kronjyllands Galten-afdeling.

9 måneder siden

FØDSELSDAG: Kunderådgiver i Sparekassen Kronjyllands Galten-afdeling, René Stampe-Degn, fylder 60 år tirsdag 12. juli.

Han begyndte som elev i Handelsbanken i Aarhus i 1981. Senere rykkede han til Galten, hvor han også nåede at være leder for Danske Banks lokale afdeling. I 2014 skiftede René Stampe-Degn til Nordea, inden han i 2018 blev ansat i Sparekassen Kronjyllands Galten-afdeling.

Han beskriver sig selv som »lidt af en bonderøv«, og det er ikke tilfældigt, for det lokale sammenhold er noget, han sætter en stor ære i:

- Jeg kan godt lide det lokale liv, og det betyder meget for mig at være i øjenhøjde med mine kunder. Flere har jeg kendt i over 30 år, så et eller andet må jeg jo gøre rigtigt, siger den garvede kunderådgiver med et smil.

René Stampe-Degn bor i Galten med sin kæreste. Børnene er flyttet hjemmefra, og udover venner og familie går fritiden især med rejser og sommerhuset i Eskov ved Fur, der er familiens fristed.

Han nyder også at koble fra i naturen med en rask vandretur i skoven eller en tur ud i det blå med kæresten. MTL