Det er ikke pengene, der trækker: Bjarne har tusindvis af kunder, men ingen Mercedes i indkørslen

Bjarne Kallesø har skabt it-løsninger, der bruges af tusinder. Alligevel er scenen meget ydmyg, og der holder ikke en stor Mercedes i indkørslen

Udgivet:22. november 2022, 10.24

Læsetid:6 minutter

Bjarne Kallesø driver sin virksomhed fra et kontor i hjemmet. Der er ikke meget glimt og glitter over det, men ikke desto mindre lykkes han med at få sine produkter ud til tusinder.

Simon Kjær Jensen
Journalist| skj@midtjyllandsavis.dk
Jakob Stigsen Andersen
Fotograf| stigsen@midtjyllandsavis.dk

En almindelig fredag er vi i Sydbyen på en helt almindelig villavej.

Bjarne Kallesø tager imod i strømpesokker i entreen. Han ser også meget almindelig ud.

Men lad dig ikke narre. Selvom facaden ikke ville vække opsigt, hvis man en dag spadserede forbi villaen og så Bjarne Kallesø gå ud med skraldet, er stedet og manden noget ud over det sædvanlige. Ved siden at sit fuldtidsarbejde i Herning Kommune driver Bjarne Kallesø nemlig it-virksomheden Envicon.

Og det gør han fra hjemmet, hvorfra han håndterer sine egne affaldssystemer, der i dag bruges af 50 kommuner, 20.000 virksomheder samt omkring 40.000 husstande.

Systemer, der er resultatet af en evig interesse for programmering og en næse for ikke at gøre ting mere kompliceret, end de behøver være.

Selvom hans kundskaber og software-løsninger med stor sandsynligvis ville kunne have skabt ham en stor formue, vil han hellere have livet, som han har det. Det er ikke pengene, men en indædt interesse for programmering, der driver værket.

En programmør blev skabt

Bjarne Kallesø blev født i Nigeria af forældre, der var missionærer. Som tre-årig flyttede familien til Danmark, hvor han tog sin folkeskole, før han kom på efterskole.

Og det var her, Bjarne Kallesø første gang tabte underkæben over programmeringens muligheder. Om aftenen fik han mulighed for at sidde og lege med programmering i Comal 80 på efterskolens datamaskiner, som man kaldte de første computere.

- Det var virkelig simpelt. Bare det, at man kunne få skærmen til at skrive sit navn på en eller anden pæn måde, var vildt. Det gik op for mig, at man kunne rigtig meget med det her programmering, erindrer Bjarne Kallesø.

På gymnasiet var han en af de første til at få sin egen computer. En gammel Amstrad, husker han.

- Mine kammerater ville jo helst bare komme og spille på den, men jeg ville hellere lave et program. Vi havde fransk, og der var et program på den, hvor man kunne lære sprog. Men det var kun engelsk, så jeg prøvede at lave den, så den også kunne fransk, siger han.

Han tog senere uddannelsen som civilingeniør på DTU. Uddannelsen havde et mindre kursus i programmering, men den store lærdom kom fra fritidens software-eskapader. I perioden blev Bjarne Kallesø introduceret til HTML-programmering - altså programmering på nettet. Han husker, hvordan det nærmest revolutionerede hans måde at se it-verdenens muligheder på.

- Det var godt nok spændende. Det var jo fantastisk, hvordan man lige pludselig kunne lave noget, som var tilgængeligt for hele verden, husker Bjarne Kallesø.

- Jeg kunne godt se, det var internettet, der var fremtiden. Det var der, det hele skulle ligge.

Efter seks år på universitetet fik han ansættelse i sin professors private firma, før han i 2002 endte hos Herning Kommune. Først sad han i forskellige stole rundt om i kommunen, men til sidst endte han i affaldshånteringen, hvor han nu - 20 år efter - fortsat har sin daglige gang.

Bjarne Kallesø har en forkærlighed fra Afrika, hvor han selv blev født. I dag bruger han dele af overskuddet til at støtte et projekt, der skal hjælpe en befolkning med at få et skriftsprog.

Gør det nemt

Civilingeniøren, der i sin fritid fortsat var en nørd ud i programmeringskunsten, opdagede hurtigt, at der var noget, han kunne bidrage med i affaldsafdelingen.

- Der gik ikke mange måneder, før jeg kunne se, der var noget, vi kunne gøre nemmere, siger han med henvisning til de it-systemer, kommunen brugte.

Herning Kommune havde sammen med andre kommuner brugt flere år og millioner af kroner på at prøve at udvikle et passende system, men uden det store held. De var for tunge og dyre at drifte, husker han.

- Ni kommuner var gået sammen om det, og alt i alt havde man nok brugt 10 millioner kroner på det. Og så var man alligevel nået til et sted, hvor man måtte sige, at det ikke fungerede. Det var et gammeldags system, som simpelthen var for dyrt at vedligeholde, husker Bjarne Kallesø.

I stedet fattede den unge civilingeniør mod til sig og spurgte, om han ikke lige skulle »prøve at kigge på det«. Chefen var frisk på idéen, og fritids-programmøren gik i gang.

- Og det var egentligt ikke så svært, da det kom til stykket, husker Bjarne Kallesø, der valgte den langt mere simple og moderne internet-tilgang og fik skabt et fungerende affaldssytem til Herning Kommune på kort tid.

Et system, der blandt andet betød, at borgerne i Herning Kommune var de første i Danmark til at få en sms dagen før tømning.

Husstand til genbrugsplads

Der gik ikke længe, før det rygtedes blandt de andre kommuner, at Herning havde fået et es i ærmet, når det kom til affaldshåndtering. De ville have fingrene i løsningen.

Først koblede Bjarne Kallesø et par enkelte på, men da interessen blev for stor, blev han med Herning Kommune enige om, at han måtte hive programmet ud i et privat selskab. Kommunen kunne ikke selv levere en sådan it-løsning til andre kommuner, forklarer han.

I 2004 stiftede han derfor firmaet Envicon. Produktet var i første omgang målrettet tømning af husstandsbeholdere, og hele idéen var at forsimple den måde, kommunerne administrerede tømningen på.

I dag - 18 år senere - fylder husstandsbeholderne dog ikke ret meget hos Envicon. Herning Kommune er den eneste kommune, der fortsat bruger løsningen. Hvad, der derimod fylder, er et andet system, som Bjarne Kallesø har kreeret. Et system til genbrugspladser. Når virksomheder skal af med noget på en genbrugsplads, betaler de ikke som private over ejendomsskattebilletten, men skal betale fra gang til gang. Bjarne Kallesøs løsninger handler derfor om at administrere virksomhedernes brug af genbrugspladserne. Igen er software-løsningen noget, Bjarne Kallesø i første omgang skabte til Herning Kommune, men som siden har udviklet sig.

Og det er en succes. 50 kommuner og rundt regnet 20.000 virksomheder landet over bruger det.

Bjarne Kallesøs løsninger hjælper med affaldshåndtering. Først var det husstandscontainere, men i dag er det klart mest anvendte produkt målrettet genbrugspladser.

En dårlig forretningsmand

Der sidder han så. Ved stuebordet i strømpesokker. Selvom han via sine software-løsninger har gjort sig selv og sit firma vitalt for tusinder af mennesker, er det hele meget ydmygt, når han fortæller om det. Sønnen er den eneste ansatte, og han står for det, Bjarne Kallesø kalder »det kedelige«. Men ellers er der ikke meget pomp og pragt over det.

Trods sine mange brugere har han blot en omsætning på omkring 300.000-500.000 kroner om året, hvoraf en stor del går til server-plads i Amsterdam. Han tager en timesats, der er langt lavere end tilsvarende konsulenter, og han har sågar hjulpet en direkte konkurrent med at komme i gang.

Der er ikke meget forretningsmand i dig, hva´?

- Nej, det må jeg indrømme, smågriner Bjarne Kallesø, der godt er klar over, at mange ville se chancen for en millionforretning og en stor Mercedes i indkørslen for sig, når de så, hvad han besad.

Der er ingen tvivl om, at det kunne være en indbringende forretning, hvis han kastede sig 100 procent over at gøre Envicon en tech-succes. Han har da også overvejet det flere gange.

Men nej - han nyder tilværelsen med fuldtidsjob i Herning Kommune, mens han om fredagen samt på hverdagsaftener kan nørkle med Envicon.

- Jeg har ikke lyst til selv at blive større, for jeg kan godt lide kombinationen med et arbejde, hvor jeg også synes, jeg kan udrette meget, siger han.

- Jeg gør det udelukkende, fordi det er sjovt. Det er ikke pengene, der trækker. Det er en fed oplevelse at lave et eller andet, der gør livet lettere for nogle andre. At nogen får gavn af noget, som jeg har strikket sammen hjemme på kontoret.

Indlæser debat

Mere interessant læsning

Mest læste

Erhverv

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Af samme forfatter

Se flere

Af samme forfatter

Se flere