Berlinmurens fald sættes i musik

Favrskov Musikskole har i weekenden musikalsk camp med afsluttende nytårskoncert

15. januar 2020, 14.59

Favrskovs aktive musikskole har spændende udfordringer til eleverne ved nytårs-campen.

FAVRSKOV Favrskov Musikskole er klar med nye udfordringer til sine elever.

På lørdag og søndag 18. og 19. januar holder skolen en nytårscamp, hvor der bliver masser af tid til musik - blandt andet chance for at spille med i et stort 50 mands-orkester - men også god tid til samvær, fællesspisning og hygge.

Det musikalske tema for campen har skolen kaldt »Berlinmurens fald i tre etaper« - i anledning af, at det i november var 30 år siden, at den forhadte mur blev væltet.

- Der skal vælges tre numre ud fra temaet Berlinmurens fald, og dem arrangerer vi i fællesskab.

- Desuden skal vi i fællesskab komponere en ouverture til koncerten om søndagen, fortæller Flemming Skovgaard Agerkvist fra skolen i en pressemeddelelse.

Slutter med nytårskoncert

Som noget nyt kombineres campen med musikskolens traditionelle nytårskoncert, hvor både individuelle elever og sammenspilshold får muligheden for at optræde.

Det sker ved den afsluttende koncert søndag eftermiddag, hvor forældre og andre interesserede er velkomne. Det hele foregår i kulturhuset Sløjfen i Hadsten.

Musikskolen har omkring 700 elever fordelt på afdelinger i Hammel, Ulstrup, Hadsten og Hinnerup. sinn