Midtjyske Meninger: Hus og hjem

22. februar 2021, 11.55

Med overskriften »Hus og hjem« tænker jeg ikke på det gamle ugeblad af samme navn. Gad vide, hvor mange, der i grunden husker det. Men jeg tænker på alle de boligprogrammer, der er i tv, og har været der i meget lang tid. Jeg tænker også på alle de boligannoncer, der er i aviserne, samt alle de ejendomsmæglerfirmaer der annoncerer med, at de mangler boliger til salg.

Tilbage til boligprogrammerne i tv. Det er ofte, at købere sætter forventningerne for højt i forhold til, hvad de har af skillinger at købe for. Et er, hvad man har at købe for, men hvor meget koster det, at sidde i en luksusvilla med alle de udgifter, der følger med. Jeg håber, at der også er taget højde for det, når man har sine krav og drømme.

Det, der ofte står øverst på ønskesedlen, er et stort køkken-alrum, hvor man kan have masser af gæster. Flere badeværelser. Desuden mange værelser. Huset centralt beliggende ved en stor by, men ikke ved meget befærdet vej. Helst med natur i baghaven og tæt ved børneinstitutioner.

Det lyder jo forjættende, men er ikke helt så nemt at opfylde alle steder, og slet ikke, hvis man har begrænsede midler til rådighed.

Ejendomsmæglerannoncer fylder også i aviserne. Der bliver annonceret efter boliger til salg. Der står: vi mangler boliger, vi har solgt, skal vi også sælge din bolig. I postkassen ligger der breve om, at de netop i vores område mangler boliger. Ja, ejendomsmæglerne har kronede og travle dage, og det kan man jo kun glæde sig over. Det er jo tegn på, at der sker noget i samfundet, i hvert fald på det område, det kniber mere mange andre steder.

Og skulle det så komme til, at man skulle flytte. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, med alt det, der er samlet sammen gennem mange år. For at skulle smide ud er vi ikke alle lige gode til, det er slet ikke så let, man kan jo få brug for det - engang.

Men nu har en dame fra Gjern skrevet en bog der hedder Oprydningsguiden, måske kunne den bruges. Jeg tror det nu ikke. Jeg tror det går sådan, at arvingerne lejer en række containere placeret ved fortovskanten, og så bliver det meste kørt på lossepladsen.

Og når det så er sket, så kan ejendomsmægleren komme til, så bliver der hus til salg.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.