Stor overraskelse: Coronaramte Silkeborg-Voel tog point fra Esbjerg

Silkeborg-Voel solgte sig enormt dyrt mod storfavoritterne og sled sig til uafgjort

Udgivet:26. januar 2022, 20.13

Læsetid:2 minutter

Silkeborg-Voel fik uafgjort mod Team Esbjerg i kvindeligaen.. Foto: Martin Ballund

Michael Helligsø
Sportsjournalist| mih@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel var hårdt svækket af corona til onsdagens hjemmekamp mod Team Esbjerg, men det lod holdet sig på ingen måde slå ud af.

Tværtimod leverede hjemmeholdet trods savnet af målvogter Filippa Idéhn, topscorer Ann Grete Nørgaard, bagspiller Louise Ellebæk og skadede Natasja Andreasen en stor overraskelse ved at spille 33-33 mod Team Esbjerg, der i denne sæson imponerer stort i Champions League.

Dagens helt blev en storspillende keeper Stine Bonde, der få sekunder før tid tog et helt frit skud

og sikrede det ene point.

I den anden ende lyste Eira Aune i den grad op ved at levere 10 flotte scoringer. Det samme antal scorede Esbjerg-stjernen Henny Reistad, som Silkeborg-Voel i kampens indledning valgte at mandsopdække.

Et frisk spillende hjemmehold var efter 10 minutters spil i front med 5-4, og selv om Silkeborg-Voel var klart fysisk underlegen, solgte holdet sig dyrt.

Mod slutningen af første halvleg skabte Silkeborg-Voel endda et lille hul, og takket være en scoring af Sofie Bæk gik værterne til pause foran 16-14.

Silkeborg-Voel lagde efter pausen straks ud med at score to hurtige mål til 18-14, men Esbjerg havde nu lettere ved at komme til scoringer, og efter 40 minutters spil udlignede storfavoritterne til 21-21.

Hjemmeholdet trak store veksler på få spillere som Sofie Bæk og Eira Aune og havde svært ved at trænge igennem det fysisk stærke vestjyske forsvar.

Men trods tydelige træthedstegn figtede Silkeborg-Voel videre, og med lidt over ni minutter igen udlignede Lea Hansen til 27-27.

Efter 53 minutter førte værterne endda med 29-28 efter en scoring af velspillende Eira Aune, og i slutfasen førte Silkeborg-Voel flere gange med en enkelt pind.

Tre minutter før tid bragte Eira Aune med sit 10. mål Silkeborg-Voel foran med 32-31, og sensationen lurede for alvor i Jysk Arena.

Halvandet minut før tid brød Helene Kindberg igennem og scorede til 33-32, men få sekunder udlignede Henny Reistad til 33-33.

Cheftræner Jakob Andreasen tog en sidste timeout, men på kanten af passivt spil blev Eira Aune presset til en vanskelig afslutning.

Det gav Esbjerg en sidste chance for at afgøre kampen, men Stine Bonde i Voel-målet snuppede et helt frit skud fra Annette Jensen, og dermed endte en medrivende kamp 33-33.