Team Esbjerg banker Herning-Ikast med god anden halvleg

Team Esbjerg skulle bruge lidt tid på for alvor at komme i gang, da Herning-Ikast blev slået med 34-28.

3. februar 2021, 22.07

Vilde Ingstad og Team Esbjerg har nu vundet tre kampe i træk i Bambusa Kvindeligaen.

ESBJERG Herning-Ikast havde onsdag mulighed for at tage endnu en stor skalp i kvindernes håndboldliga.

Midtjyderne, der ligger nummer fire, vandt lørdag over Viborg HK, og onsdag gjaldt det så de forsvarende mestre fra Team Esbjerg.

Men Herning-Ikasts flotte stime af sejre stoppede brat. Team Esbjerg vandt på hjemmebane 34-28 og hægtede dermed midtjyderne af i topstriden.

Team Esbjerg har nu 34 point på tredjepladsen. Det samme har Viborg på andenpladsen, mens Odense Håndbold ligger øverst med 36 point. Herning-Ikast har 27 på fjerdepladsen.

Det var ellers Herning-Ikast, der tog teten fra start onsdag og kom på 7-4, inden vestjyderne begyndte at nærme sig.

Med små ti minutter tilbage af første halvleg var der for første gang, siden kampen blev fløjtet i gang, lighed på måltavlen ved 9-9 efter Vilde Ingstads udligning.

Først lidt over et minut før pausen kom hjemmeholdet for første gang foran, da Kristine Breistøl gjorde det til 14-13. Esbjerg bevarede det lille overtag, så der efter de første 30 minutter stod 15-14.

Turen i omklædningsrummet fik ikke Herning-Ikast i gang igen. Tværtimod. Fem minutter inde i anden halvleg var Esbjerg foran med fire mål, og gæsterne virkede en smule rådvilde.

Med et kvarter tilbage stod der 26-19 til Esbjerg, og så begyndte spændingen så småt at sive ud af hallen.

Det endelige dødsstød faldt, da Nerea Pena på straffekast sendte Esbjerg i front med syv mål med fire minutter tilbage.

Tidligere onsdag kom Viborg HK tilbage på sejrskurs efter nederlaget lørdag, da Silkeborg-Voel blev slået 32-29.

Holstebro tog også en sejr på 23-22 over Horsens, mens Ajax København og Nykøbing Falster delte point efter 25-25.

/ritzau/