112

Seks personer til tjek for røgforgiftning

Brand i lejlighed i Lindeparken

17. september 2021, 18.33

SILKEBORG Seks personer blev fredag eftermiddag kørt til tjek for røgforgiftning, efter at der kort efter kl. 16 udbrød brand i en lejlighed i stueetagen i Lindeparken.

Et værelse i lejligheden er udbrændt, og resten af lejligheden blev alvorligt sodskadet.

I lejligheden bor en familie med to voksne og tre børn, der stod udenfor, da Midtjysk Brand & Redning nåede frem.

Forældrene havde fået meget røg og blev kørt til tjek på sygehuset i Viborg.

Røgen fra branden trængte op gennem opgangen og samlede sig under taget på 2. etage, hvor den trak ind i de tre lejligheder på etagen.

I to af lejlighederne var beboerne hjemme. I den ene lejlighed var der en enkelt beboer, mens der var fire personer i den anden lejlighed. Disse fire kom alle efterfølgende til observation for røgforgiftning.

- Denne familie stod ude på terrassen, og de fik noget røg, inden vi nåede frem til dem. De havde et spædbarn, så dem var vi ekstra forsigtige med at få ned, så de ikke fik mere røg, siger indsatsleder Anders Simonsen, fra Midtjysk Brand & Redning.

- I resten af lejlighederne har vi ikke observeret nogen hjemme, siger han.

- Det var dramatisk, men heldigvis fik vi hurtigt styr på situationen, og der var ingen, der kom alvorligt til skade, siger indsatslederen.

Alle ni lejligheder i opgangen er i forskelligt omfang påvirket af branden, og det var uklart, om det kunne blive nødvendigt med genhusning af beboerne.

Ifølge vagtlederen ved Midt- og Vestjyllands Politi er branden opstået i forbindelse med, at en fireårig dreng legede med tændstikker og ved et uheld fik startet ilden.

En lejlighed i stueetagen blev alvorligt skadet af brand. De øvrige lejligheder i opgangen er også blev påvirket af røgen. Foto: Peter Erfurt