Ny idé i Superbrugsen: Plexiglas-plader beskytter medarbejdere

- Både vores medarbejdere og vores kunder er glade, siger René Sørensen, uddeler i Superbrugsen i Hammel

18. marts 2020, 14.28

Den lokale tømrermester Lars Kaa reagerede hurtigt, da han fik ordren på de store plexiglas-plader til Superbrugsen i Hammel, og allerede i dag er de kommet op til glæde for både medarbejderne - her Dorthe Havbo - og for kunderne. Foto: Superbrugsen

HAMMEL Superbrugsen i Hammel har været hurtig i vendingen - til glæde både for sine medarbejdere og for kunderne.

I dag har håndværkere opsat store plexiglas-plader ved brugsens fire kasselinjer og ved delikatesse- og slagterafdelingen. Pladerne har et lille rundt hul nederst til at tale igennem og beskytter på den måde mod smittespredning fra folk, der hoster eller nyser.

- Vores medarbejdere møder hver dag for at holde butikken kørende, og vi gør alt hvad vi kan for at passe på dem, siger uddeler René Sørensen om initiativet.

- Jeg fik idéen fra en kollega i Terndrup i Nordjylland, og så ringede jeg straks til vores lokale tømrermester Lars Kaa. Han reagerede hurtigt, og her i dag har vi fået plexiglas-pladerne sat op. - Medarbejderne er glade for den tryghed, det giver, og det er kunderne også. De glæder sig over, at vi passer på hinanden, siger René Sørensen.

Superbrugsen har ligeledes fået markeringer på gulvet til at markere den afstand, kunderne bør holde, når de står i kø ved en kasse. Hylderne med tag selv-slik er også lukket ned indtil videre.

- Risikoen for at sprede smitte via slik er mikroskopisk, men vi vil undgå, at børn og voksne står som sild en tønde foran tag selv-slikket, siger uddeleren.

Muligheden for, at kunderne selv kan scanne deres varer og betale med en app på mobilen, er også en løsning, der får mange nye brugere i denne tid - så de kan undgå at stå i kø.

Håndsprit umuligt at skaffe

Nogle dagligvarebutikker har opsat beholdere med håndsprit, som kunderne bedes bruge, når de går ind.

- Men vi har simpelthen ikke kunnet opdrive noget håndsprit, så vi har lagt æsker med vådservietter, der også desinficerer, ved indgangen, og rigtig mange kunder benytter dem, siger René Sørensen.

Han kan glæde sig over, at der er en god jævn trafik af kunder gennem den nyligt renoverede butik.

- Der bliver handlet stort ind. Der er ikke tale om hamstring, men der bliver købt godt ind. Og vi har ingen restriktioner - bortset fra, at vi er løbet tør for gær i dag. Mælk og rugbrød og alt det andet har vi rigeligt af, beroliger uddeleren.