112

Falske alarmer sendte brandfolk af sted

Indenfor de seneste 10 timer har Brand og Redning kørt til to »brande«, som viste sig ikke at være noget

27. september 2020, 10.01

Brand og Redning rykkede ud til Jysk Park i Silkeborg og Dacapo Steel i Hårup. Foto: Jakob Stigsen Andersen

SILKEBORG Klokken 08.10 søndag rykkede Brand og Redning i Silkeborg ud på en automatisk brandmelder på Jysk Park.

Det skete, fordi en sensor på stadionanlægget meldte om brand.

Der brændte dog ikke, der var tale om en fejlmelding.

- Vi kunne ikke konstatere, hvad det var, der havde forårsaget meldingen, fortæller indsatsleder Anders Simonsen.

Otte timer tidligere - klokken 00.12 midnat til søndag - var der også bud efter brandfolkene fra Silkeborg.

Denne gang var det en automatisk brandmelder hos virksomheden Dacapo Steel i Hårup, som var blevet aktiveret. Fremme på åstedet stod det hurtigt klart, at der var tale om en falsk alarm.

- Om det var sensor, en edderkop eller noget helt tredje, der var årsagen, ved vi ikke. Men det brændte i hvert fald ikke, siger indsatsleder Allan Riisberg.

De falske alarmer kommer efter at brandvæsenet klokken 02.34 natten til lørdag rykkede ud til plejecentret i Funder. Da var det muligt at finde årsagen til brandmeldingen; stegning af bacon i et fælleskøkken.