Mindeord: Tak, Ole Krarup

Ulrich Fredberg, overlæge, Tilst, har skrevet mindeord om Ole Krarup, Hammel

Udgivet:16. september 2022, 11.30

Læsetid:2 minutter

Ole Krarup blev blot 44 år.

Af Ulrich Fredberg
navne@midtjyllandsavis.dk

MINDEORD: Kære Ole

Det var trist i Hammel Kirke at deltage i din alt for tidlige begravelse.

Der var ikke nær så mange smil og godt humør, som alle de andre gange, vi har mødtes.

Jeg mødte dig første gang, da jeg som helt ung reservelæge på Børneafdelingen i Aarhus blev konfronteret med en 9-årig dreng »ude vestfra«, der havde fået en alvorlig, livstruende sygdom.

Det blev et møde, der kom til at forme mit liv som læge. Du lærte mig, at selv om døden altid stod i hjørnet og kiggede med, kunne man både grine og have det sjovt.

Du har med års intervaller holdt mig orienteret om dit lange forløb, der ville have slået benene væk under de fleste. Men du havde altid overskud til at smile og grine.

Jeg husker engang, jeg kom ud i et stormvejr, hvor jeg fik en stor opbakning fra venner og kolleger, men den mest overraskende støtte, der gjorde et ekstraordinært stort indtryk på mig, var et brev, jeg fik fra dig, skønt jeg ikke havde set dig i flere år. Du tilbød at skrive et læserbrev, hvis jeg ønskede det. Du var som altid positiv og hjælpsom - uden at forvente modydelser.

Tak for bekendtskabet.

Tak for venskabet.

Og tak for den læring du gav mig om at håndtere livstruende sygdom, som jeg har taget med mig gennem livet, og som jeg håber, andre patienter i tilsvarende situation som din, har haft glæde af.

Tæller man kun livet i år, blev du ikke gammel, blot 44.

Tæller man derimod lyset, du tændte, i øjnene på andre, blev du en gammel mand.

»Du bad mig fortælle et eventyr

Nu sover du sødt allerede«.

Jeg glemmer dig aldrig.

Din ven

Ulrich

Indlæser debat