Ebberød Bank i Silkeborg

17. oktober 2019, 12.43

Foto: Martin Ballund

POLITIMESTERBOLIGEN Den tidligere politimesterbolig ved siden af politistationen er en stor del af Silkeborgs historie gennem 140 år, og det er mere end begrædeligt, at byrådet overhovedet overvejer, at den skal erstattes af et fantasiløst punkthus i 6 etager. Med formanden for plan og vejs egne ord bliver det ikke pænt.

Pænt eller ikke pænt så er det under alle omstændigheder uden den mindste sans for byens historie og profil.

Men sandelig om der ikke i de senere år også kan skrives en lille historie om ejendommen.

Fra 1920 var ejendommen ejet af Bygningsstyrelsen, der i 2013 tilbød såvel Silkeborg Kommune som Region Midtjylland at købe ejendommen for den nette sum af kr. 20.000,-. Den offentlige vurdering var mere end to millioner!

Silkeborg kommune var åbenbart ikke interesseret, så regionen valgte at købe ejendommen og solgte den videre til en driftig byggeudvikler i Silkeborg for 1,5 millioner, der fik den tilskødet i maj 2017. Offentlig vurdering på det tidspunkt 2,8 millioner!

Mægleren, der forestod salget, oplyste til regionen, at den ikke kunne indbringe mere, da det ikke var muligt at udnytte mulighederne for at bygge på grunden.

Det blev det så åbenbart pludselig alligevel, og endda med dispensation til at bygge ekstra højt, så det var ikke nogen dårlig forretning. Med den byggeret byrådet agter at tildele, er ejendommen vel 3-4 millioner værd.

I mit næste liv vil jeg være byggeudvik- ler med Silkeborg Kommune som virkeområde.