1300 påskeæg spreder glæde i Ry

Brugsforeningen Tryg har sendt 1300 påskeæg i omløb i Ry. De skal deles ud til folk, som har brug for en kærlig hilsen i påskedagene

8. april 2020, 11.04

Uddelingen af påskeæg foregik på behørig afstand og blev ikke annonceret, da Brugsforeningen ikke ville skabe trængsel i butikkerne. Foto: Martin Ballund

RY Vi lever i en udfordrende tid og står lige nu overfor en påske med minimal social kontakt.

Derfor har Brugsforeningen Tryg, som ejer Kvickly i Ry og SuperBrugsen i Ry og Kolt, de seneste dage delt »dele-påskeæg« ud til de handlende i butikkerne. Tanken med de fyldte chokoladeæg er, at de skal deles ud til folk, der har brug for en kærlig hilsen i den svære coronatid.

Imens de handlende samlede påskeæg op i butikkerne og tog dem med til deres ældre familiemedlemmer, skolekammerater og savnede venner fra børnehaven, fik byens plejehjem Fællesskabets Hus allerede i weekenden en særleverance på 300 påskeæg.

300 æg i karantæne

For at sikre, at der ikke var den mindste smittefare forbundet med at dele æggene ud til de ældre på plejehjemmet og i byens ældreboliger, skulle de nemlig sættes i karantæne i kælderen i to døgn, før hjemmeplejen kunne tage de første æg med ud på ruten mandag morgen.

Her var 94-årige Ester Dagø, som bor alene i en plejebolig i Ry, én af de første, som fik en hilsen fra den medlemsejede brugsforening.

- Jeg plejer hverken at få eller give påskeæg, så det er jeg da glad for, sagde Ester Dagø.

Mest af alt glædede hun sig over, at der endelig skete noget nyt i hendes tilværelse, som med hendes egne ord har været frygtelig trist og kedelig de seneste uger.

Frygteligt ensomt

Veninderne er holdt op med at komme på besøg og det samme er besøgsvennen fra Røde Kors, som hun har haft i over 30 år.

- Det er frygteligt ensomt. Jeg sidder bare i en stol og glor. Det eneste, jeg laver er at se fjernsyn, men det er nu ikke særlig spændende, for jeg er næsten blind.

- Det er lige til at blive skør af, sagde Ester Dagø.

Samtidig med at livet har forandret sig meget for Ester Dagø, har hun døjet med kraftige hosteanfald i tre uger.

- Men det er heldigvis ikke corona. Det er jeg lige blevet testet for. Jeg er lettet over, at jeg ikke har fået den forfærdelig sygdom, som man hører så meget om lige for tiden, sagde Ester Dagø.

På trods af sin situation havde hun både overskud til at smile til fotografen og til at lave sjov med sin hjemmehjælper,

I øjeblikket er hjemmehjælperens fem daglige besøg den eneste kontakt, Ester Dagø, har til andre mennesker.

- Vores ældre har det rigtigt svært for tiden.

- Mange er ensomme og samtidig med at vi skal skærme dem, tænker vi også på, hvordan vi kan sørge for, at de bevarer en lille del af deres sociale liv, siger distriktchef i ældreplejen i Ry, Birte M, Andersen.

Hun har tilbudt Ester Dagø, at hun kan blive tilknyttet en social telefontjeneste for ensomme ældre,

- Men jeg har allerede nogen, der ringer til mig, men det er altså ikke det samme.

- Jeg er glad for at få besøg af hjemmeplejen så mange gange hver dag, men de her er jo ikke så længe, så det kan altså godt blive nogle lange dage, siger Ester Dagø.

Omtanke ligger i tiden

Ester Dagø er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at vise omtanke for andre i den her tid, hvor især enlige ældre kæmper med ensomheden. Da bestyrelsen i Brugsforeningen Tryg diskuterede, hvordan de skulle gribe den årlige påskeægsuddeling an i år, var de ikke i tvivl om, at den skulle gribes helt anderledes an end tidligere. For det første skulle æggene ikke som normalt »bare« være en hilsen til brugsforeningens medlemmer.

- Vi ønskede at sprede glæde i en tid, hvor corona gør hverdagen svært for mange. Derfor reserverede vi i år 300 påskeæg til byens ældre og svage borgere. Med hjælp fra Fællesskabets Hus og Skanderborg Kommunes hjemmepleje har vi haft mulighed for at sende en hilsen ud til gamle medlemmer af brugsforeningen. De har støttet os i mange år, men kommer ikke længere selv i butikken, siger formanden for brugsforeningen, Carsten Bank-Mikkelsen, der sammen med butikschef Torben Andreassen og CSR-manager Christine Meisner stod i butikkerne i Ry mandag og tirsdag for at opfordre kunderne til at tage et påskeæg med hjem.

- Vores opfordring til kunderne i butikkerne om at gå med på legen og give påskeægget videre fremfor selv at nyde det blev taget rigtigt godt imod. Det ligger i tiden, at vi tænker på hinanden, siger Carsten Bank-Mikkelsen.

Ester Dagøs eneste kontakt til omverdenen er hjemmehjælperen, som mandag havde en påskehilsen med i cykelkurven. Foto: Martin Ballund
Ester Dagø er én af ældre i Ry, som er blevet testet for coronavirus. Prøven var heldigvis negativ. Foto: Martin Ballund