Fem ønsker til udviklingen af Regionshospitalet i Silkeborg

5. oktober 2019, 08.05

Foto: Jens Anker Tvedebrink

UDBYGNING De store besparelser, som regionen har lagt på Regionshospitalet her i Silkeborg bekymrer mig. Hvad kommer det til at betyde for borgerne, hvis funktioner på hospitalet skal lukke, og vi får øgede ventetider på udredninger og behandlinger på vores sygehus?

Det bekymrer mig, hvilke konsekvenser besparelserne vil få for de faglige miljøer på hospitalet, som det har taget år at bygge op. Hvad kommer det til at betyde for rygcenteret, for universitetsklinikken, for forskningen, for innovationen og for udviklingen af nye projekter?

Jeg er bekymret for konsekvenserne for lokalområdet, for borgernes tryghed og for de arbejdspladser, der forsvinder.

Vi har et hospital, som jeg er stolt af. Medarbejderne og lederne på hospitalet gør et fantastisk arbejde.

Jeg er stolt over, at vi her i Silkeborg har et hospital, som seks år i træk er kåret til Danmarks bedste mindre hospital, og som vinder af Den Gyldne Skalpel 2015 for årets fornyelse i sundhedssektoren - og for nytænkning og engagement.

Jeg er stolt over den omtale, som hospitalet skaber, og for den opbakning, der er om hospitalet, både lokalt og regionalt. Hospitalet er et fyrtårn, der inspirerer hele sundhedssektoren i Danmark - ja, også internationalt - med sammedagsudredning af patienter, og hospitalet udreder mere end hver femte ny-udredt patient i hele Region Midtjylland.

Det er intet mindre end imponerende!

Det er også derfor, jeg har fem ønsker til Regionen:

• Jeg ønsker, at der en klar udviklingsplan for hospitalet. En plan, der ikke afvikler, men udvikler og bygger oven på de unikke resultater, som hospitalet har leveret.

• Jeg ønsker, at der er en klar forskningsplan, så hospitalets forskning og Universitetsklinikken kan udvikles.

• Jeg ønsker, at der er en klar spredningsplan, så de unikke og innovative løsninger og gode eksempler fra Silkeborg systematisk bliver spredt og implementeret på landets øvrige sygehuse.

• Jeg ønsker, at vi i fællesskab udvikler en klar samarbejdsplan mellem regionen og Silkeborg Kommune, hvor vi videreudvikler det tætte og frugtbare samarbejde om sundhedstilbud til borgerne. Det er et samarbejde, som blandt andet har resulteret i Psykiatriens Hus og det nye tilbud til borgere med kroniske lidelser, som reducerer behovet for akutte indlæggelser.

• Desuden ønsker jeg, at der er en klar investeringsplan for, hvordan hospitalets bygninger vedligeholdes, modernisere og udbygges.

Det er fem ønsker, som jeg i nær fremtid vil invitere regionsrådets formand Anders Kühnau til en drøftelse af. Jeg ønsker at drøfte, hvordan regionen og Silkeborg Kommune sammen kan udvikle samarbejdet omkring hospitalet til gavn for borgerne både her i Silkeborg og i resten af regionen.

Jeg ønsker ikke et hospital i afvikling. Jeg ønsker et hospital i udvikling.