Willi tog imod livets udfordringer

Sammen med hustruen Birgitte flyttede Willi Wictor Heinmann til Silkeborg, da han blev pensionist

26. januar 2019, 07.00

Willi Wictor Heinmann fotograferet sammen med sønnen Johnny Heinmann, der har skrevet mindeordene her.

MINDEORD Johnny Heinmann, Merkurvej 3, Gjessø, har skrevet følgende mindeord over sin far, Willi Wictor Heinmann, Silkeborg. Han blev 79 år:

Min far, Willi Wictor Heinmann, led af Alzheimers demens og boede de sidste år af sit liv på Skovly i Bryrup, hvor omsorgsfuldt personale skabte et kærligt og trygt hjem for ham og de ni andre beboere. Far var kendt for sit gode humør og for sin venlige facon, der fulgte ham lige til det sidste. Kort før jul førte en lungebetændelse og en blodprop i hjernen til koma og indlæggelse på Viborg sygehus, hvor han fredag morgen den 11. januar 2019 sov stille ind. Far efterlader sig fem børn og 11 børnebørn.

Far blev født 5. februar 1939 i Odense, hvor han også voksede op. Han blev uddannet sadelmager og havde i mange år eget værksted med ombetrækning af møbler. Siden blev det til egen forretning, først Spedsbjerg Møbler i Blommenslyst med salg af gardiner og tæpper, og derefter gardinforretningen Hos Heinmann i Næshoved Broby. Ved sin pensionering flyttede far med sin hustru Birgitte til Silkeborg, hvor de fik gode år sammen indtil demensen gradvist lukkede sig om far.

Udfordret tidligt i livet

Også tidligt i livet har far været alvorligt udfordret. Blot fem år gammel fik han en betændelsessygdom i højre hoftekugle. Det var ikke muligt dengang at behandle sygdommen medicinsk (som i dag) og lægerne måtte derfor fjerne hoftekuglen for at redde hans liv. Det medførte, at det ene ben blev kortere end det andet, og far har derfor altid haltet. En stor del af barndommen blev tilbragt på hospitalet, og i lange perioder var en stor del af kroppen i gips og al bevægelse foregik på krykker.

Trods den hårde tid som en lille knægt, hvor også skolegangen blev en kamp med meget fravær og drillerier, oplevede vi aldrig far beklage sig eller betragte sig selv som hæmmet. Tværtimod var han af natur positiv og nysgerrig med masser af appetit på livet og mulighederne.

Én voldsom episode i barndommen gjorde dog et uudsletteligt indtryk på ham: I krigens sidste år var tyske soldater kommet til hospitalet, hvor far var indlagt, for at skyde to læger, og børnene havde af sygeplejerskerne fået besked på at gemme sig under dynerne, til de var væk igen.

Ved bisættelsen sang vi »Altid frejdig når du går« med verset »Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller«. Det er en meget fin samle, synes jeg.

Judo og modelfly

Udover at far var interesseret i bueskydning og modeljernbaner, og også i en periode gik til kampsporten judo, så kunne intet dog måle sig med hans interesse for flyvning. Som børn nød vi at bruge mange timer og aftener på at sidde sammen og samle og male modelfly. Og da far senere tog et rigtigt flycertifikat og købte en lille flyvemaskine, var der intet bedre end at sidde ved siden af og styre maskinen, når vi var på vingerne. Ofte med kurs mod Ærø, hvor vi tilbragte mange dejlige ferier og fridage i sommerhuset. Det var også på Ærø vi som store knægte prøvede at køre bil med far ved siden af, for når betjenten tog færgen til fastlandet, så gik jungletrommerne hurtigt øen rundt.

En særlig tak til personalet på Skovly i Bryrup for kærlig og omsorgsfuld pleje og til personalet på Viborg sygehus for hjælp og støtte i de sidste svære dage.

Far blev bisat ved en smuk ceremoni på Silkeborg kirkegård den 18. januar.

Æret været hans minde.

I sine unge dage havde Willi Wictor Heinmann eget værksted i Odense med ombetrækning af møbler.