Corona sender 20 børn hjem fra børnehus

Balle Børnehus sender 20 børn og to medarbejdere hjem, da et barn er testet positiv for coronasmitte

25. september 2020, 09.54

SILKEBORG Balle Børnehus har set sig nødsaget til at sende 20 børn og to medarbejdere hjem, da et barn i børnehaven er blevet testet positiv for coronasmitte.

Hos Balle Børnehus har man vurderet, at de 20 børn og de to medarbejdere har været så tæt på det coronasmittede barn, at der ikke var anden udvej end at sende dem hjem. Det oplyser Silkeborg Kommune.

Børnene må vende tilbage til børnehuset, når de i syv dage ikke har haft symptomer på smitte, eller når der foreligger en negativ test for cornavirus. Forældre og medarbejdere i børnehuset er informeret.

Flere bliver smittet

Det går i det hele taget den forkerte vej lige nu, når det gælder antallet af borgere smittet med coronavirus i Silkeborg Kommune.

I det seneste døgn er syv nye smittede med coronavirus. De seneste syv dage er 29 nye smittede.

Målt pr. 100.000 indbyggere ligger Silkeborg Kommune på 31 nye smittetilfælde den seneste uge og er dermed over bekymringsgrænsen på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med. Krisestaben i Silkeborg Kommune følger udviklingen meget tæt.

Som en konsekvens af det stigende smittetal er der nu flere end 1000 af kommunens medarbejdere, der arbejder helt eller delvist hjemmefra

Silkeborg Kommune

1000 arbejder hjemmefra

Som en konsekvens af det stigende smittetal er der nu flere end 1000 af kommunens medarbejdere, der arbejder helt eller delvist hjemmefra.

Der er dog ikke tale om en nedlukning til nøddrift. Borgerservice, jobcenter og andre borgerrettede funktioner er fortsat åbne som normalt.

Kommunen har også aflyst alle sociale arrangementer foreløbig frem til 4. oktober.

Det er også til og med 4. oktober, at regeringen og sundhedsmyndighederne har opfordret alle offentlige og private arbejdspladser til at lade deres medarbejder arbejde hjemmefra i det omfang, der et muligt.