Midtjyske Meninger: Sæt de ældre fri!

25. oktober 2021, 12.47

Foto: Martin Ballund

Jeg har lige haft fødselsdag. ikke så galt endda. Og dog. Jeg er kommet dertil, hvor jeg nu godt kan forstå min mor, da hun brokkede sig over , hvor svært det var at få åbnet plastikemballagen, så man kunne komme ind til pålægget, jeg kan godt forstå min far, når han bandt sine snørebånd og undersøgte, om der nu var andet, han kunne gøre, nu han var dernede i forvejen.

Forleden, da jeg var på arbejde i frivillighedens tjeneste på Museum Jorn, stod jeg sammen med en lille dreng og vaskede pensler i værkstedet. Vi havde det godt, vi to. Det var sjovt at se de forskellige farver, der blandede sig i vandet. Jeg fortalte hans mor, at netop den proces altid var et »hit« for mine skolebørn, da jeg fungerede som lærer. Hendes svar: »Kan du virkelig huske dét?«, ramte mig i ryggen som en af de pile, den genopståede Tollundmand havde i sit kogger. Heldigvis var der andre småbørn og intetanende forældre, der var villige til at blande farver!

»Når jeg bli´r gammel, vil jeg sidde på en bænk ....« Sådan begynder en af Peter A.G’.s iørefaldende sange. Jeg holder meget af den og af Peter A.G.’s øvrige produktion. HAN er trods alt ældre end mig. - Om han kommer fra Skjern eller Tarm kan jeg ikke huske. Vestpå er det i hvert fald. - Og de folk plejer at være sejlivede og leve længe.

Jeg har ikke noget imod at blive gammel. Jeg er godt på vej, og alternativet er ikke at foretrække.

Og det er jo det, det handler om. Lad os få frit valg på plejehjem, lad os få lov til selv at vælge ældrepleje, så vi kan blive fri for hver eneste dag endnu engang at fortælle, hvor vaskekludene ligger, forklare hvilke cremer der skal bruges hvor, eller bede om mælk i kaffen i stedet for sukker, som den forudgående »borger« nok skulle have ....

Inger Christensen

Men hvordan blive gammel? Under hvilke forhold? For ikke så længe siden var jeg til et møde, hvor et forstandigt menneske holdt en meget tankevækkende og klog tale. Taleren var lidt ældre end vores nuværende statsminister, og måske kan det være en af grundene til, at han havde så umådelig stor indsigt, forståelse og faktisk også beklagelse over for den måde, vi i det her land behandler og tilbyder ældre hjælp og pleje på.

Der var en sætning, som jeg har tænkt over og haft i hovedet lige siden: »Sæt de ældre fri«. - Og det er jo det, det handler om. Lad os få frit valg på plejehjem, lad os få lov til selv at vælge ældrepleje, så vi kan blive fri for hver eneste dag endnu engang at fortælle, hvor vaskekludene ligger, forklare hvilke cremer der skal bruges hvor, eller bede om mælk i kaffen i stedet for sukker, som den forudgående »borger« nok skulle have.

Da taleren sagde den sætning: »Sæt de ældre fri« så jeg for mig en hønsegård, med gamle forpjuskede og forvirrede høns, der pludselig opdagede, at lågen var åben, og derefter styrtede de ud! - Alle på én gang!

Sæt SÅ de ældre fri!

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.

Indlæser debat