Jeg er forarget: Der skal seriøs handling til

28. september 2021, 14.11

ÆLDREPLEJE Hold nu op! Lad mig sige det uden omsvøb - vi har sagt det i årevis. Gang på gang er det fremlagt, at jeres besparelser langt ind til benet, får konsekvenser. Vi har råbt på flere hænder længe.

Arbejdspres, stress, sygemeldinger og dårligt arbejdsmiljø tiltrækker og fastholder ikke personale. Sygefravær koster kassen. Nu hykler I med fuldtidsstillinger, som de færreste på gulvet kan holde til at arbejde under.

I hykler med, at I gerne vil ansætte, men der er ikke personale at få. Hvorfor ansatte I ikke dengang der var personale at få?

Men nej, der skulle spares og så lappede I huller i vagtplanen med vikarer - ofte ikke uddannede.

Lad mig slå fast: Vikarer slukker kortvarigt en brand og er fint i en undtagelsessituation, men de løfter på ingen måde opgaven, som det faste personale gør. Vikaren skaber bare ikke den kontinuitet, der i sidste ende er livsnødvendig for det sårbare liv.

Og jer politikere har selv været med ud og se det. I har været med os på arbejde, lige fra Mette F. til Karina Due, dengang hun var formand for ældreudvalget.

Jeg begriber ganske enkelt ikke hvad det er der gør, at I ikke lytter til fodfolket og tænker langt klogere.

Jeg er forarget og nogle må sidde med røde ører og skamme sig. Jeg peger ikke på noget bestemt parti, hverken kommunalt, regionalt eller nationalt - det har det her stået på alt for længe til. Alle partier er ansvarlige. Det er på alle måder usmageligt, det der bydes de mennesker, der skal passe mennesker. Der skal seriøs handling til. En handling som indtil nu har været alt for slap.

Så derfor, som Natasha sang; »kom nu for fa’en«.

Indlæser debat...