Fra kolde kontanter til følelsesladede fodboldentusiaster

Ole Frandsen har 1. april været ansat i DBU Jylland i et kvart århundrede. Chefen for DBU Jyllands turneringsafdeling er oprindeligt bankuddannet, men finder sig bedre til rette blandt fodboldens ildsjæle, som han i øvrigt selv tilhører med 23 år som fodboldformand i Fårvang IF

1. april 2021, 10.00

Ole Frandsen har 25-års jubilæum hos DBU Jylland. Han er turneringschef og bredt kendt i især det midtjyske fodboldlandskab - både i kraft af sin rolle i DBU Jylland, men ikke mindst også for sine 23 år som formand for fodboldklubben Fårvang IF - hvor han i øvrigt stopper sit frivillige virke om få dage, helt præcist 9. april.

JUBILÆUM: Ole Frandsens stemme må være den mest velkendte blandt fodboldens mange aktører på jysk grund. Telefonheadsettet er i hvert fald nærmest en fast del af fodboldmandens look. Stemmerne i den anden ende af linjen stopper nemlig aldrig. Der kommer en endeløs række af spørgsmål om turneringssammensætning, dommere, regler, modstandere, karantæner, kørselsafstande, dispensationer og meget, meget mere.

På sin egen myndige og tålmodige facon forklarer den erfarne turneringschef tingenes tilstand til de entusiastiske fodboldfolk. Indimellem høres også den karakteristiske kluklatter gennem gangene på DBU Jyllands kontorer i Tilst ved Aarhus. Og langt de fleste af opkaldene ender da også godt. Hvis ikke i forsoning, så i det mindste i fælles forståelse.

1. april 2021 har Ole Frandsen i 25 år gjort sit ypperste for bedst muligt at servicere de jyske fodboldildsjæle i DBU Jyllands tjeneste.

Karrieren startede ellers i en helt anden arena for unge Ole Frandsen. Han blev bankuddannet i Sparekassen Bikuben i 1988 - senere blev han afdelingsleder i samme bank som blot 27-årig - og havde faktisk en lys karriere i bankverdenen i udsigt.

Men jobbet i banken blev mere sælgerorienteret, end Ole Frandsen brød sig om, og derfor søgte han nye veje, da han så jobopslaget til JBU’s turneringsafdeling på bagsiden af fodboldmagasinet Jysk Fodbold.

Da han samtidig selv nød at sparke til bolden som aktiv Serie 5-spiller i Fårvang IF og generelt var meget interesseret i fodbold, var det faktisk meget ligetil for ham. Han søgte derfor stillingen, og fik den.

Ole Frandsen har dog for længst lagt fodboldstøvlerne på hylden og i stedet siddet solidt placeret på formandsposten i imponerende 23 år i hjerteklubben, Fårvang IF. Men æraen står for fald, da Ole Frandsen stopper sit frivillige virke i Fårvang IF om få dage, helt præcist fredag 9. april.

Sammen med konen, Anne Mette Christensen, venter en ny fast base, da huset i Fårvang netop er blevet solgt, og de rykker i en ejerlejlighed centralt beliggende i Silkeborg.

MTL

Ole Frandsen

Alder: 54 år.

Familie: Gift med Anne Mette Christensen. Far til Mads (26) og Anne (22). Farfar til Emil (2 måneder).

Uddannelse: Bankuddannet (Sparekassen Bikuben).

Hobby: Fodbold, golf, lokal- og landspolitik og som noget nyt også vinterbadning.

Tidl. job: Sparekassen Bikuben, startede som elev i 1986, assistent i 1988, fuldmægtig i 1991 og afdelingsleder i 1994.

Rolle i fodboldklub: Har været formand i Fårvang IF i 23 år og medlem af bestyrelsen i 32 år, men stopper sit frivillige virke i fodboldklubben fredag den 9. april.

Fodboldkarriere: Karrieren kulminerede, da han fik 2. halvleg på klubbens førstehold i Serie 3 i sidste runde mod Korsholm i 1990. Årsagen var nok, at man havde rykket nogle Serie 3-spillere ned på Serie 5 for at redde dem fra nedrykning, at der blev set Oles vej. Ellers blev det som regel til kampe på Serie 5-niveau, oftest som højre back. Han fandt dog ret hurtigt ud af, at han havde væsentlig bedre evner som fodboldleder end som fodboldspiller.

Beskriv dig selv med 3 ord: Vedholdende, struktureret og igangsættende.

Bonusinfo: Sad i Gjern Kommunes byråd fra 2001-2006 for Venstre. I dag sidder sønnen, Mads Frandsen, i sin anden periode i Silkeborg Kommunes byråd for samme parti.

Indlæser debat...