Mangel på lægesekretærer kan true det sammenhængende sundhedsvæsen

29. juni 2020, 12.48

SEKRETÆRMANGEL I øjeblikket har vi kæmpe udfordringer med rekruttering af lægesekretærer i Region Midtjylland. Som repræsentanter for regionsbestyrelsen for lægesekretærerne i regionen sender vi hermed en kraftig appel til hospitalsledelserne om at øge indtaget af lægesekretærelever betydeligt over det næste par år.

Vi er nemlig oprigtigt bekymrede over, hvordan vi i fremtidens nære sundhedsvæsen kan opfylde behovene overfor både patienter og tværfaglige samarbejdspartnere, når vi ikke har hænder nok.

I 2018 udkom Cowi-rapporten, »Behovet for velfærdsuddannede i Region Midtjylland«. Den tegner et tydeligt billede af den fremtidige rekrutteringsudfordring. Den beskriver, at der er mangel på uddannede lægesekretærer allerede nu, og det mærker vi tydeligt ude på hospitalerne.

Behovet er så stort, at mange af de omkring 75 lægesekretærelever, vi årligt ansætter på regionens hospitaler, får job op til et halvt år før, de er færdiguddannede.

Tillidsrepræsentanter fra alle hospitalerne i Region Midtjylland fortæller samstemmende, at der ikke er mange ansøgninger, når stillinger slås op. Og at de, der får de ledige job, ofte er ansat andre steder. På den måde flytter vi bare rundt med arbejdskraften.

Cowi-rapporten peger ligeledes på, at andelen af lægesekretærer over 50 år vil stige de kommende år. Også på den baggrund forudser vi, at vi i fremtiden ikke kan forvente at være kolleger nok til at varetage de vigtige, administrative opgaver.

For vores kerneopgave som lægesekretærer er jo at sikre det flow, den koordinering og den kommunikation, der bliver mere og mere nødvendig for at kunne navigere sikkert i et stadigt mere komplekst sundhedsvæsen.

I regionsbestyrelsen ser vi, at det er helt nødvendigt, at vores ledelser tager rekrutterings-udfordringen seriøst, så vi trygt kan se ind i en fremtid, hvor vi er kolleger nok til at udføre de administrative behov i sundhedsvæsenet. I modsat fald er vi alvorligt bekymrede for sammenhængen i sundhedsvæsnet.