Katrine fra Thorsø fik sin pris

21. september 2019, 08.00

Katrine Mosbech Søndergaard modtog i går prisen i Den Sorte Diamant i København.

PRISUDDELING: Automatiktekniker Katrine Mosbech Søndergaard fra Thorsø var blandt prismodtagerne, da ML-Prisen 2019 fredag blev uddelt i København.

Katrine Mosbech Søndergaard har gået på Mercantec og været i lære hos Grundfos A/S, og hun var blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden i fællesskab. I indstillingen lyder det blandt andet:

- Katrine accepterer ikke status quo. Hun forsøger hver eneste dag at forbedre sine egne evner, opsøger selvstændigt viden og information. Det har også hjulpet hende til at blive en af de bedste nyuddannede automatikteknikere i Danmark.

Det var 17. år i træk, at Metalindustriens Uddannelsesudvalg uddelte ML-Prisen til 25 af metalindustriens dygtigste lærlinge. mtl