Silkeborg-Voel sejrede efter stort comeback

Voel-kvinderne var bagud med fem mål i første halvleg, men endte alligevel med at besejre Horsens

Udgivet:19. september 2022, 21.57

Læsetid:2 minutter

Mathilde Kristensen og co. sled sig tilbage i hjemmekampen mod Horsens. Foto: Ole Nielsen

Mathias Hove Andersen
Sportsjournalist| maa@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel leverede et flot comeback mandag aften, hvor Horsens blev besejret med 25-21 i Jysk Arena.

Værterne kom ellers rigtig skidt fra land, og inden tilskuerne havde fundet sig til rette på tribunerne, stod der 0-3 på måltavlen. Hjemmeholdet havde store vanskeligheder i offensiven, og efter 13 minutters spil så cheftræner Jakob Andreasen sig nødsaget til at tage timeout ved stillingen 4-6. Efterfølgende lykkedes det at bringe Horsens’ forspring ned på et enkelt mål, men opblomstringen var kort, og i tiden 21.25 øgede gæsternes Laura Damgaard til 5-10.

Hjemmeholdet forsøgte med flere forskellige angrebskonstellationer for at løse problemerne, men det var nærmest kun Helene Kindberg, der fik hul på Claudia Rompen i Horsens-målet. Med fire scoringer i første halvleg var Voel-profilen stærkt medvirkende til, at værterne kun var bagud med 9-12 ved pausen.

Fra begyndelsen af anden halvleg gik Silkeborg-Voel tilbage til idealopstillingen, og det var en stor succes. Fire minutter efter pausen blev Annika Jakobsen noteret for værternes første fløjscoring, da hun udlignede til 12-12, og pludselig var Silkeborg-Voel tilbage i opgøret.

I den efterfølgende periode følte hjemmeholdet sig bortdømt i flere situationer, og Horsens fik etableret en ny tremålsføring. Men værterne viste karakter og forvandlede 14-17 til 19-17 på syv et halvt minut. I den periode bidrog Maja Laursen, der havde brændt sine tre første forsøg, med to vigtige scoringer fra fløjen.

Det lignede en afgørelse, da Eira Aune scorede til 21-17 i tiden 51.35, og selvom gæsterne skabte fornyet spænding med to reduceringer, vaklede værterne ikke. Med små to minutter tilbage af opgøret øgede Annika Jakobsen til 24-20, og da sidste fløjt lød, kunne de grønblusede Voel-spillere juble over en sejr på 25-21.

Indlæser debat

Mest læste

Håndbold

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Af samme forfatter

Se flere

Seneste nyt

Se flere