Grandprixet vender tilbage til Herning

Dansk Melodi Grand Prix og MGP vender tilbage til Herning i 2019

Udgivet:23. oktober 2018, 13.32

Læsetid:2 minutter

Emmelie de Forest sejrede i Herning og vandt senere Det Internationale Melodi Grand Prix. Foto: Henrik Ole Jensen

4 år siden

Herning Vindmaskiner, pop-musik og glade dage venter forude, når Herning Kommune i 2019 igen er Årets Grand Prix By.

Det er en aftale mellem DR, MCH og Herning Kommune, der sikrer, at Dansk Melodi Grand Prix 2019 skal holdes i Jyske Bank Boxen 23. februar, mens den populære børne-udgave, MGP, indtager samme scene 2. marts.

- I Herning ser vi frem til igen at være værter for den folkefest, som melodigrandprix er. Kombinationen DR, MCH og Herning har altid været en garanti for et godt show, og i Herning Kommune vil vi som Årets Grand Prix By 2019 yde vores for at gøre Dansk Melodi Grand Prix og MGP til en mindeværdig event for alle kommunens indbyggere uanset alder, siger borgmester Lars Krarup (V) i en pressemeddelelse.

Samler nationen

Hos MCH ser man frem til, at de storslåede musik-events vender retur.

- DR's store tv-shows har en særlig evne til at samle både nationen og generationerne - og det gælder i særdeleshed Dansk Melodi Grand Prix og MGP, der byder på topunderholdning med sin helt egen intensitet og begejstring. Vi glæder os alle til opgaven i et tæt og godt parløb med Herning Kommune og DR, som vi gennem vort mangeårige samarbejde kender for professionalisme og imponerende tv-shows i Jyske Bank Boxen, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH.

DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, glæder sig ganske voldsomt til igen at besøge Herning.

- Det bliver et vidunderligt gensyn! Vi har haft nogle helt fantastiske grandprixer i Herning, for de ved om nogen, hvordan man skaber en folkefest, der formår at samle hele befolkningen. Jeg glæder mig helt vildt til at feste med hele Danmark næste år i Jyske Bank Boxen, siger Jan Lagermand Lundme.