Viborg HK skal have ny træner i næste sæson

Jakob Vestergaard stopper som træner i Viborg HK, et år før hans kontrakt udløber.

Udgivet:30. oktober 2022, 21.25

Læsetid:1 minut

Jakob Vestergaard har i denne omgang været træner i Viborg HK siden 2018. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

7 måneder siden

KØBENHAVN Jakob Vestergaard skulle egentlig være træner for Viborg HK i kvindernes håndboldliga indtil 2024, men han stopper allerede den kommende sommer.

Det bekræfter han og klubbens direktør, Jens Steffensen, over for Viborg Stifts Folkeblad.

- Jeg har været megaglad for at stå i spidsen for Viborg HK, men jeg synes, at det er tid til at prøve noget andet, siger Jakob Vestergaard til Viborg Stifts Folkeblad.

- Da jeg sidste år forlængede min kontrakt, havde vi alle et håb om, at vi skulle være tættere på toppen nationalt og dermed tættere på at spille Champions League.

- Nu står klubben i en genopbygningsfase, og jeg har respekt for de valg, der tages i den forbindelse, men jeg tænker også, at det er fint, at der kommer friske kræfter til og står i spidsen for det, siger Jakob Vestergaard.

Hans kontrakt stod til udløb i 2024, men han har haft mulighed for at stoppe et år tidligere, og den mulighed har han grebet.

Jakob Vestergaard overtog trænersædet i Viborg i 2018 og har siden ført klubben til blandt andet DM-sølv og en andenplads i European League.

Han har også gjort Viborg til Champions League-vinder. Det skete, da han stod i spidsen for klubben i 2009 og 2010.

Viborg har forud for denne sæson sagt farvel til store profiler. Landsholdsspillerne Kristina Jørgensen og Line Haugsted er taget til henholdsvis Metz og Györ.

Det har betydet, at Viborg ikke blander sig i toppen af ligaen i denne sæson. Klubben er aktuelt placeret som nummer seks.

/ritzau/