Regionens hospitaler ramt af it-nedbrud

Hospitalerne er nødt til at aflyse et stort antal operationer og behandlinger

30. september 2020, 14.57

Sygehuset i Silkeborg: Foto: Jakob Stigsen Andersen

SILKEBORG Region Midtjylland er onsdag 30. september blevet ramt af massive it-problemer, som betyder at it-systemer i perioder er utilgængelige.

Årsagen til problemerne er ikke fuldt ud kendt, oplyser Region Midt, men it-afdelingen arbejder på højtryk på at løse udfordringerne.

Problemerne har desværre medført, at hospitalerne onsdag er blevet nødt til at aflyse et stort antal operationer og behandlinger.

It-problemerne omfatter telefoni, hjemmeside og adgang til systemer, der bruges på hospitaler og i administrationen. Alle hospitaler kører derfor på nødberedskab og har derfor aflyst og udskudt behandlinger og anden planlagt aktivitet. Omfanget af aflysninger er pt. heller ikke kendt.

- Vi gør alt hvad vi kan for at rette op, så borgerne igen kan få den behandling, de har brug for, og vores ansatte kan arbejde igen. Jeg beklager dybt de problemer, vi har set. Status er lige nu, at vi stadig ikke har fundet kerneårsagen til problemet, men er på vej tilbage mod normal drift, siger it-direktør Claus Kofoed i en pressemeddelelse.

Regionen oplevede tilsvarende udfordringer for ca. 1 måned siden.

- Vi er i gang med en meget stor modernisering af vores netværk for at gøre det mere robust. De omlægninger kan være med til at forårsage de udfald, vi ser nu, siger Claus Kofoed.

It-afdelingen forventer at være færdig med omlægningerne indenfor en måned.