Sled sig til sejr i anden halvleg

Silkeborg-Voel fik den forventede sejr ude mod bundproppen Vendsyssel Håndbold, men holdet kan kun være tilfreds med præstationen i anden halvleg

22. september 2020, 21.18

Lea Hansen var flyvende og scorede ni mål på 10 forsøg.Foto: Jakob Stigsen AndersenLea Hansen

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel var favoritter i aftenens opgør ude mod bundholdet Vendsyssel håndbold, og holdet vandt da også 26-29 men efter at have været bagud 14-11 ved pausen efter en forfærdelig indsats.

Jakob Andreasens mandskab startede som lyn og torden og bragte sig let foran med 0-3, da der var spillet tre minutter.

Det rystede imidlertid ikke hjemmeholdet. Fem minutter senere var stillingen 5-5 og kort efter 6-5 i en periode, hvor Silkeborg-Voel slet ikke fik taget hverken fat eller fra i forsvaret, som ellers har været holdets store styrke de seneste kampe.

At Silkeborg-Voel så i første halvleg tegnede sig for 11 - elleve - tekniske fejl var sammen med en manglende trussel udefra stærkt medvirkende til, at holdet konstant halsede efter hjemmeholdet.

Kun Julie Jensen forsøgte sig fra distancen - uden den store succes. Jane Schumacher var en skygge af sig selv, mens Eira Aune leverede flotte målgivende afleveringer på stribe i en første halvleg, hvor Silkeborg-Voel var heldig med kun at være bagud 14-11, idet hjemmeholdet ramte træværket tre gange.

Men også fordi holdet i de sidste ti minutter af halvlegen endelig fik forsvaret til at fungere, som træner Jakob Andreasen ønskede det.

Det fortsatte forsvaret med i anden halvleg, hvor der langt bedre var styr på hjemmeholdets skytter, og hvor Stine Bonde blev noteret for et par vigtige redninger.

Og så hjalp det voldsomt, at Silkeborg-Voel i de sidste 30 minutter kun lavede fem tekniske fejl. Samtidig storspillede Eira Aune, og Lea Hansen scorede ni mål på 10 forsøg, da Silkeborg-Voel trods bagud 17-12 nægtede at give op og åd sig ind på hjemmeholdet, der ikke stod distancen og blev væltet af de godt fightende Silkeborg-Voel-spillere.