112

Politiet søger fortsat vidner til påsat brand: Selv de mindste detaljer kan hjælpe os

Politiet hører fortsat meget gerne fra eventuelle i sagen om påsat brand ved vaccinationscentret i Gødvad natten til tirsdag

1. april 2021, 09.28

SILKEBORG Politiet er fortsat meget interesseret i at høre fra eventuelle vidner i sagen fra vaccinationscentret på Helsinkivej i Gødvad, hvor en person natten til tirsdag tilsyneladende forsøgte at sætte ild til centret.

Onsdag eftermiddag udsendte politiet igen en efterlysning efter vidner i sagen, men torsdag morgen var der endnu ikke nogen, der havde meldt.

- Vi ser på sagen med stor alvor og selv de mindste detaljer kan være det, der får brikkerne til at falde på plads. Så man skal altså ikke holde sig tilbage med at ringe os, hvis man har lagt mærke til et eller andet, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

Branden blev opdaget af en vagt klokken 01.29 natten til tirsdag. Han så, at det røg fra en plastcontainer, hvor der var sat ild til en beholder med mundbind. Containeren var herefter forsøgt skubbet ind i et glasparti ved indgangen til bygningen.

Der blev knust en rude og skete røgskader indenfor, men takket være den snarrådige vagt gik der ikke ild i bygningen.

Har man oplysninger i sagen, kan Midt- og Vestjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.