DET ER DIT VALG - KV21

Flere penge løser ikke altid problemet

14. oktober 2021, 12.27

ANSVAR Kære borger - send flere penge! Sådan kunne et brev fra byrådet i Silkeborg kommune til borgerne sagtens lyde. Eller: Kære borger flyt til Silkeborg kommune her er der boliger og erhvervsgrunde til alle - jeres børn vil blive passet og jeres ældre får selvfølgelig den hjælp og pleje, de fortjener og har krav på - for vi har bevilget flere penge både til ældreplejen, skolerne og dagtilbuddene i budgettet for de næste 4 år.

Kunne vi give pædagogerne, social- og sundhedspersonalet, skolelærerne mere ansvar til selv at bestemme og planlægge deres arbejdsdag ...

Birgit Tyron (NB)

Penge skal der til, og ja - millioner af slagsen.

Men skulle vi ikke begynde at kigge lidt på, hvordan pengene bliver brugt, er det til pædagoger, lærere, plejere, altså varme hænder, eller er det til konsulenter, ledere og mellemledere der skal sørge for at administrere og kræve dokumentation, der går fra kerneopgaven.

Kunne vi give pædagogerne, social- og sundhedspersonalet, skolelærerne mere ansvar til selv at bestemme og planlægge deres arbejdsdag - jeg ved godt, at det kommer til at lugte lidt af privatisering, men det er videnskabeligt bevist, at jo mere ansvar, jo mere vi stoler på vores medmennesker, jo bedre trivsel er der for unge som gamle. Frihed under ansvar.

Og trives personalet bedre, så trives børnene og de ældre bedre - og det trækker spor helt ude ved uddannelsesstederne, og måske kunne vi derved gøre uddannelserne mere eftertragtede, så flere unge vil søge ind.

Så kære nuværende byrådspolitikere, næste gang der er nogen, der spørger til bedre velfærd, flere pasningstilbud i nærområdet, flere pædagoger, flere varme hænder så oldemor kan få gjort rent og få et ugentligt bad - så please, kom med et mere uddybende svar, end at der er afsat millioner i budgettet.

Indlæser debat...