Mindeord: En stor fortæller er her ikke mere

Svenne Mosegaard var som skovarbejder i Gludsted Plantage med til at gøre skoven og områderne omkring Bølling Sø mere åbne og tilgængelige for publikum

11. november 2019, 13.00

MINDEORD: Fra Jørn Rye Rasmussen, Falstersgade 19 i Silkeborg, har vi modtaget følgende mindeord:

Torsdag 7. november blev min svoger, Svenne Mosegaard, bisat fra en stopfuld Gludsted kirke. Dermed sluttede et liv, der på mange måder var fuldt af ord og oplevelser. Svenne blev 79 år og nåede at have 56 års bryllupsdag med sin Lene, som måtte have kongebrev for, at brylluppet kunne blive til virkelighed i 1963.

De fik tre børn, nemlig Søren, Anders og Lotte. Svenne og Lene har de sidste 50 år boet i deres hus på Hjøllundvej 25, og Svenne boede hele sit liv, kun afbrudt af militærtjeneste, i Gludsted. Han glemte aldrig sin hjemstavn og sit sprog.

Svenne var hele sit liv arbejdsmand, heraf langt de fleste år skovarbejder i Gludsted Plantage, hvor han også var tillidsmand for sine kolleger. Han var meget glad for den strategi om mere publikumsvenlig skov, som daværende miljøminister Svend Auken lancerede i sin tid. Den var Svenne med til at gøre til virkelighed i Gludsted Plantage og de seneste par år af sit arbejdsliv var han med til at gøre områderne omkring Bølling Sø mere åbne og tilgængelige.

Svenne Mosegaard vidste så godt som alt om Gludsted og omegn i fortid og nutid, og han var en stor fortæller. Han elskede at snakke med folk, både om naturen, som var hans store glæde, og om mange andre ting. Han var levende optaget af, hvad der skete omkring ham. Som en af hans gode venner sagde, så skulle man ikke indlede en samtale med Svenne, hvis man ikke havde god tid. Men han var også en god lytter. Og han var et meget politisk menneske med klare holdninger. Han var aldrig i tvivl om, hvad han kom af.

Selv om han var dybt forankret i Gludsted og var en typisk hjemmefødning, så rejste han og Lene i mange år Europa tyndt. Frankrig og Italien var de foretrukne rejsemål, først på motorcykel og senere i bil og med fuldt campingudstyr.

Svenne var sine venners ven og han var i udpræget grad sin families midtpunkt. Han har været en god ven for sine børn, svigerbørn og børnebørn, og hjemmet har altid været åbent og gæstfrit.

Svenne efterlader sig et stort savn hos mange mennesker, og han efterlader sig også mange gode historier, som vil leve videre.