Matematikcenter mangler frivillige til at hjælpe unge

Nyt tilbud til unge skal hjælpe unge, der har svært ved matematik

Udgivet:14. august 2019, 06.25

Læsetid:2 minutter

Kenneth Husum
Journalist| husum@midtjyllandsavis.dk

4 år siden

SILKEBORG Hvad er summen af 2/3 og 3/4? Og hvad afgør B-værdien i et andengradspolynomium?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som frivillige matematikhjælpere svarer på, når lektiehjælpsorganisationen Matematikcenter åbner sin lektiecafé i Silkeborg 3. september på Silkeborg Bibliotek. Men lige nu er der langt imellem de frivillige. Og det er ærgerligt for de unge, lyder det fra frivilligkoordinator i Matematikcenter, Karin Charlotte Rahbek.

-Det er afgørende for unges matematikforståelse, at de har nogen, som de kan se op til, som har viden om matematik, tiden og tålmodigheden til at hjælpe og som kan forklare de unge matematik på en virkelighedsnær måde. Hvis vi ikke kan finde frivillige nok, så risikerer vi at de unge i Silkeborg står uden et gratis tilbud om matematiklektiehjælp. Og det går ud over dem, som ikke har råd til at betale for lektiehjælp andre steder, siger hun.

Det er ikke alle og enhver, der kan blive frivillige matematikhjælpere i Matematikcenter. For udover at man skal kunne afsætte to timer om ugen til den frivillige indsats, så skal man som minimum have bestået matematik A fra en gymnasial uddannelse eller have et niveau der svarer til det.

- Det er ikke kun matematikniveauet, som skal være på plads. De frivillige skal have en evne til at sætte matematik ind i virkelighedsnære sammenhænge, der gør matematikken lettere at forstå for eleven. Derfor er det helt sikkert en fordel, hvis man har arbejdet med matematik og anvendt matematik i sit arbejdsliv. Men vigtigst af alt så skal man have en begejstring for matematik, som man ønsker at dele med andre, siger Karin Charlotte Rahbek.

Matematikcenter er en organisation af frivillige, der har eksisteret i Danmark siden 2011. I dag driver Matematikcenter gratis lektiecaféer i 8 byer, 16 gange om ugen, hvor frivillige hjælper med matematik. Desuden tilbyder Matematikcenter online lektiehjælp på webmatematik.dk og webmatlive.dk. Hvert år besøger gymnasieelever fra Silkeborg webmatematik.dk 104.000 gange.