Coronastatus: Kun èn smittet i Silkeborg

15. september 2020, 14.25

Foto: Jakob Stigsen Andersen

SILKEBORG I løbet af det seneste døgn er kun èn blevet konstateret smittet med coronavirus i Silkeborg Kommune.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Set over de seneste syv dage har der været 15 positive test i Silkeborg. Det svarer til 16,0 pr. 100.000 indbyggere. Det er samme tal som i går. Dermed har Silkeborg nu placeret sig i den absolut lave ende, når det gælder antal smittede. En helt anden situation end for en måned siden, hvor Silkeborg var blandt de værst ramte kommuner.

Også nabokommuner Skanderborg og Favrskov oplever få smittede. I Skanderborg Kommune har der således kun været to smittede i løbet af de seneste syv dage. I Favrskov er tallet syv.

På landsplan er yderligere 334 personer testet positive. Derved er det fjerde dag i træk, at antallet af positive coronatest er over 300.

Generelt har der den seneste tid været en smittestigning herhjemme. Det skal dog også ses i lyset af, at der bliver foretaget langt flere test end tidligere. Derfor opdages der givetvis flere smittetilfælde.

Fra at en person bliver smittet, og til at personen bliver testet positiv, kan der imidlertid hurtigt gå noget tid.

Derfor er der også en vis forsinkelse i forhold til den reelle smittesituation i øjeblikket. Det forklarer Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor på Aarhus Universitet.

- Der er cirka en uges forsinkelse, og derfor er det først om en uge, at vi kan se, om de øjeblikkelige tiltag virker, siger Lars Østergaard.

Den seneste tids smittespredning er med til at gøre, at kontakttallet er blevet opgjort til 1,5. Det er samme niveau som tirsdag i sidste uge.

Kontakttallet på 1,5 betyder, at hver coronasmittede i gennemsnit smitter 1,5 andre.

Når kontakttallet er over 1 betyder det, at epidemien vokser, og at flere og flere bliver smittet.

Lige nu er der 55 personer, som er indlagt på landets sygehuse med coronavirus. Det er fem flere i løbet af det seneste døgn.

Af de 55 indlagte coronapatienter befinder tre sig på en intensivafdeling.

I løbet af det seneste døgn har der ikke været coronarelaterede dødsfald i Danmark.