Lothar Matthäus: Tyskland skal nok gå videre

Den tyske fodboldlegende Lothar Matthäus regner med, at Tyskland går videre til ottendedelsfinalerne.

Udgivet:30. november 2022, 12.03

Læsetid:2 minutter

Angriberen Niclas Füllkrug (til højre) og Jamal Musiala er to af de nye profiler på det tyske VM-hold.

/ Ritzau /

2 måneder siden

BERLIN For fire år siden røg Tyskland ud af verdensmesterskabet i fodbold allerede i det indledende gruppespil. Som forsvarende verdensmester.

Torsdag er Tyskland igen i fare for at ryge ud efter den tredje og sidste gruppekamp mod Costa Rica ved VM i Qatar.

Tyskerne er placeret på sidstepladsen med blot et point efter to kampe. Spanien topper gruppen med fire point, mens Japan og Costa Rica er noteret for tre point.

Den tyske fodboldlegende Lothar Matthäus, som godt kan være kritisk over for landsholdet, tror denne gang på tysk avancement.

I forhold til den pinlige indledende runde for fire år siden, hvor tyskerne sluttede af med at tabe til Sydkorea, er situationen en helt anden nu, mener han.

- Vi har spillere, der ikke var der dengang, landstræneren hedder Hansi Flick og ikke Joachim Löw. Og Costa Rica er ikke så stærk som Sydkorea, skriver Matthäus i en klumme i Sport Bild.

Han går ud fra, at det tyske fodboldlandshold når ottendedelsfinalen ved VM i Qatar ved at slå Costa Rica sikkert.

- Vores chance for at gå videre er meget større end for at blive elimineret, vurderer 61-årige Matthäus.

Tyskland tabte den første kamp ved VM med 1-2 til Japan. I kamp to lykkedes det at spille 1-1 mod Spanien, og det gav det tyske hold mere selvtillid, forklarer Matthäus.

- De spiller godt nu, de forbedrede sig og fik fortjent et point. De sendte et stærkt signal mod en VM-favorit.

- De tyske dyder, som vi havde manglet lidt på det seneste, er tilbage, skriver Matthäus.

Hvis tyskerne skal gå videre fra gruppen, så kræver det ud over tysk sejr, at resultatet mellem Spanien og Japan flasker sig for Flicks tropper. Eksempelvis vil en spansk sejr hjælpe Tyskland videre.

Tysklands kamp mod Costa Rica spilles torsdag klokken 20.

/ritzau/