På tidsrejse med Lis og Per

Avisen bag forfatteraften tilsat ekspert på Silkeborg i gamle dage

7. oktober 2021, 08.57

Per Hansen var tidligere på sommeren aktuel med erindringsbogen »Kærlighed, knald og kildevand«, nu kan han opleves på Midtjyllands Avis ved et forfatterarrangement.

SILKEBORG Der er garanti for guldrandede anekdoter, godt humør, ny viden om Silkeborg i gamle dage samt varm kaffe og kage, når Midtjyllands Avis torsdag den 28. oktober slår redaktionsdøren op til et kombineret foredrag med tv-journalisten og forfatteren Per Hansen og arkivleder Lis Thavlov.

Baggrunden er Per Hansens erindringsbog »Kærlighed, knald og kildevand«, som udkom i sommer. Det er en bog, som tager læserne med til Per Hansens barndom og ungdom i et Virklund og et Silkeborg, der i dag ikke kun ser meget anderledes ud i forhold til dengang, men som også har ændret sig i måden, hvorpå vi lever liv og omgås hinanden.

To gode fortællere

Per Hansen, der er kendt for sit mangeårige virke som reporter på den regionale tv-station TV Midt/Vest, havde i forvejen så småt snakket med Lis Thavlov om et arrangement, hvor de satte fokus på Silkeborg i gamle dage, og derfor var det naturligt for Midtjyllands Avis at springe til og foreslå et kombineret møde mellem de to fine fortællere.

Lis Thavlov arbejder til daglig med Silkeborgs nyere fortid, og hun har i mange år beriget læserne med sine meget populære beretninger om små og store begivenheder i Silkeborg.

Der er plads til 60 deltagere efter først til mølle-princippet. Ud over den gode snak og kaffen bliver der mulighed for at købe Per Hansens erindringsbog og få forfatteren selv til at skrive i bogen.

Lis Thavlov er et af de mennesker, der ved mest om Silkeborgs nyere fortid. Og hun er helt sikkert den, der skriver bedst om den. Foto Martin Ballund

Indlæser debat...