Odense slår Viborg og booker plads i semifinalerne

Mestrene fra Odense vandt 30-29 over Viborg. Med sejren er holdet klar til semifinalerne som det første hold.

Udgivet:12. april 2022, 22.32

Læsetid:2 minutter

Odense vandt tirsdagens opgør i Viborg med et enkelt mål og er nu klar til semifinalerne.

/ Ritzau /

VIBORG Håndboldkvinderne fra Odense er som det første hold i slutspillet klar til semifinalerne i landets bedste række.

Tirsdag tog cheftræner Ulrik Kirkelys spillere den tredje sejr af tre mulige i slutspillet, da Viborg HK på udebane blev slået med 30-29.

Dermed er fynboerne sikre på at tage enten første- eller andenpladsen i slutspilsgruppe 1.

Efter en jævnbyrdig indledning trak Odense fra, og venstrefløjen Freja Cohrt kunne efter 11 minutter kunne bringe gæsterne foran med 8-4.

Føringen blev holdt frem til pausen, så Odense-spillerne kunne løbe ud til anden halvleg foran 18-15.

I de sidste 30 minutter blev de presset af Viborg, der hurtigt fik reduceret til 19-20. En frustreret Ulrik Kirkely fik en advarsel, men Odense-trænerens tilråb fra sidelinjen hjalp ikke umiddelbart det store.

Viborgenserne fik kæmpet sig på 21-21, og Line Haugsted bragte lidt senere Viborg foran for første gang i kampen med målet til 23-22.

Kristina Jørgensen øgede til 25-23 for Viborg, og det lykkedes at fastholde føringen frem til otte minutter før tid, hvor Odenses Maren Aardahl udlignede til 27-27 på et straffekast.

I en nervøs afslutning tog gæsternes Freja Cohrt et stort ansvar, da hun scorede til både 28-27 og til 29-28 for fynboerne.

Viborg havde svært ved at få bolden i mål, og så kunne Kelly Vollebregt bringe Odense på 30-28, hvilket i sidste ende var nok til at sikre sejren og en plads i semifinalerne.

Odenses regerende mesterhold fører slutspilsgruppe 1 med otte point foran Nykøbing Falster med fire point og Viborg med tre. København har ingen point. Der er foreløbig spillet tre af seks runder.

Odense er klar til semifinalerne, da der ved pointlighed kigges på holdenes slutplacering i grundspillet, hvor fynboerne var bedst.

Team Esbjerg har kurs mod semifinalerne fra slutspilsgruppe 2, mens det indtil videre tyder på, at Herning-Ikast og Silkeborg-Voel skal kæmpe om den anden semifinaleplads.

/ritzau/