Letbane til Favrskov - nej tak

15. september 2021, 12.40

LETBANEN Skal vi have letbanen til Favrskov?

Det spørgsmål får jeg ofte, og det er let for mig at svare på: Nej, det skal vi ikke.

Mit nej bunder i to ting.

For det første er der selve prisen. Det koster kassen at føre letbanen til Favrskov. Borgmester Nils Borring sagde tidligere på året, at det kan koste Favrskov-borgerne op mod 600-700 millioner kroner at få letbanen til kommunen. Det er absurd mange penge. Det beløb svarer til Favrskov Kommunes samlede anlægsbudget i fem-seks år. Går vi med på letbane-galejen, kan vi ikke bruge en kommunal anlægskrone på at renovere skoler, daginstitutioner, bygge ældrecentre og fritidsfaciliteter i fem-seks år. Det går selvfølgelig ikke.

Jeg føler mig på ingen måde overbevist om, at letbanen er fremtiden, når vi taler kollektiv trafik. Jeg synes, de hidtidige erfaringer fra Aarhus giver mig ret

Mette Nøhr (K)

For det andet er der selve projektet. Jeg føler mig på ingen måde overbevist om, at letbanen er fremtiden, når vi taler kollektiv trafik. Jeg synes, de hidtidige erfaringer fra Aarhus giver mig ret. Jeg bemærker også, at Jacob Bundsgaard, Aarhus’ borgmester, forleden var ude at begrave tanken om en letbaneetape til Aarhus Ø. Det viser noget om, at tiltroen til letbanen er på retur.

Mit nej til letbane er på ingen måde et nej til kollektiv trafik. Vi skal styrke den kollektive trafik i Favrskov med blandt andet busdriften, så vi får bundet kommunen bedre sammen. Hvis vi vil have folk til at bruge den kollektive trafik, skal vi gøre den til et attraktivt alternativ, og der er et stykke vej endnu.

Indlæser debat...