Avisens navneredaktør har jubilæum: 25 år er både lang tid - og kort tid

Michael Tversted Lundsgaard har 25 års jubilæum på Midtjyllands Avis 1. november. Han begyndte som kulturreporter og er i dag navneredaktør. Her slentrer han ned ad mindernes boulevard gennem en tid, der har budt på store forandringer

29. oktober 2020, 14.00

I sine efterhånden mange år på Midtjyllands Avis har Michael Tversted Lundsgaard interviewet masser af mennesker - »kendte« som »ukendte« - og han har kun oplevet, at alle havde en spændende historie at fortælle. Foto: Martin Ballund

SELVPORTRÆT: Som navneredaktør på Midtjyllands Avis taler jeg med masser af mennesker, der fylder år eller har jubilæum. Når de i den anledning begynder at fortælle om deres liv, er det ofte forbundet med en vis forundring: Tænk, at der er gået så mange år.

Nu står jeg selv i samme situation og har virkelig også svært ved at forstå, at det »pludselig« er 25 år siden, jeg begyndte på Midtjyllands Avis og dermed kan fejre jubilæum den 1. november.

For jeg husker det tydeligt. Hvor nervøs jeg var, da jeg sad i bussen fra Bjerringbro, hvor jeg dengang var lokalredaktør for Viborg Stifts Folkeblad. På vej mod Silkeborg og jobsamtale på Midtjyllands Avis.

Jeg blev taget pænt imod af daværende chefredaktør Steffen Lange og Ove Rabøl, der var redaktør på Silkeborgredaktionen. Og det står stadig skarpt i min erindring hvor godt, jeg syntes om disse to herrer. At samtalen gik så fint, at jeg blev ansat som avisens nye kulturreporter. Hvor glad jeg var, da jeg tog bussen tilbage mod Bjerringbro.

Alt dette står lysende klart, derfor er det så svært at forstå, at det ligger 25 år tilbage i tiden.

Internet? Nej tak!

Men det, der næsten er allermest underligt ved det, er, at det på den anden side er virkelig lang tid - for hvor er der dog også sket meget på de 25 år.

Steffen Lange og Ove Rabøl er desværre begge gået bort i løbet af de år. Og dengang jeg begyndte på avisen, var der noget, der hed typografer. Det var dem, der satte siderne op i avisen og lavede det grafiske arbejde. Nu er det vi journalister, der udover at skrive til avisen også udfører dette arbejde ved hjælp af computere.

At der er sket meget på 25 år, kan en lille anekdote nok også fortælle lidt om:

En af mine tidlige opgaver på avisen blev at gå hen på Silkeborg Bibliotek, der var langt fremme med det hersens internet. Det skulle jeg lure lidt på og høre nærmere om, så jeg forhåbentlig kunne gøre avisens læsere lidt klogere på, hvad det mon var for noget mystisk noget.

Da jeg kom tilbage til avisen var jeg begejstret, og jeg fortalte Steffen Lange om de muligheder, der åbenbart lå i internettet. Det kunne åbne en verden af informationer og oplysninger, der kunne være til god gavn i vores arbejde som journalister!

Men det fik alligevel en lidt kølig modtagelse af Steffen Lange, der mente, at vi så alle sammen bare ville sidde og bruge en masse tid på det i stedet for at skrive nogle gode artikler til avisen.

Og tænk sig, det er bare 25 år siden. Og hvem kunne i dag i sin vildeste fantasi forestille sig en avis - eller en hvilken som helst anden virksomhed - uden internet og e-mails?

Da jeg kom tilbage til avisen var jeg begejstret, og jeg fortalte Steffen Lange om de muligheder, der åbenbart lå i internettet. Det kunne åbne en verden af informationer og oplysninger, der kunne være til god gavn i vores arbejde som journalister! Men det fik alligevel en lidt kølig modtagelse af Steffen Lange, der mente, at vi så alle sammen bare ville sidde og bruge en masse tid på det i stedet for at skrive nogle gode artikler til avisen.

Michael Tversted Lundsgaard

Born to be wild

I mit virke som kulturreporter fik jeg rig mulighed for at beskæftige mig med min store interesse for rockmusik, som blev født i 1968 med min første singleplade, »Born To Be Wild« med Steppenwolf - snart fulgt op af min første lp, Led Zeppelin II fra 1969. Da jeg begyndte på avisen, var musik på vinyl dømt totalt ude, cd’en herskede. Nu er bøtten vendt igen - men sådan sker der så meget i tidens løb.

Nå, men i hvert fald var det cd’er, jeg dengang anmeldte i hobetal, så avisens sagesløse læsere måtte stifte bekendtskab med navne som The Cure, Korn og Massive Attack.

Jeg fulgte naturligvis også byens musikliv tæt, og jeg erfarede hvor pragtfuldt et spillested Rampelys var - og er.

Via mit job fik jeg også åbnet ørerne for megen anden musik. Jeg blev grebet af den fantastiske stemning (og gode musik, fandt jeg ud af) ved Riverboat Jazz Festival.

Og jeg tog oven i købet mig selv i at sidde og vippe i takt med foden ved Country Musikfestivalen i Indelukket, der imponerede mig dybt i det totale engagement, jeg oplevede fra både arrangører og tilskuere med deres cowboyhatte og legetøjspistoler.

Og at dukketeater faktisk kunne være både meget udbytterigt og sjovt - også for voksne - oplevede jeg, da jeg skulle dække Silkeborg Dukketeater Festival. Det var i Silkeborgs 150 jubilæumsår i 1996, som jeg dumpede lige ned i. Så der var masser at opleve og skrive om for en ny kulturreporter.

Et møde med Cliff Richard

Det var også i jubilæumsåret, Cliff Richard skulle give koncert i byen. Så det var fantastisk at få lov at interviewe sådan en levende legende forud for koncerten, som også blev en stor oplevelse for mig - selv om jeg faktisk ikke var den store Cliff-fan. Men mange fordomme blev brudt i de år.

Jeg husker også et møde med Per Pallesen og Søren Pilmark forud for et af deres shows i Silkeborg Hallerne.

Da de kom ind på avisen på Vestergade, gav Per Pallesen mig hånden og sagde hej. Da Søren Pilmark gjorde det samme, præsenterede han sig tillige med et »Søren«. Det var jeg vild med. For selv om jeg jo naturligvis godt vidste, hvem han var, syntes jeg, at han med sin præsentation viste pli, dannelse og en respekt for mig. Det har jeg lige siden beundret ham meget for.

Selv om jeg bestemt ikke er verdens modigste mand, dristede jeg mig til at købe en buket og stille på hendes bord. Snart efter kom hun op og gav mig et knus - i al offentlighed midt i redaktionssekretariatet - selv om det nu ikke så ud til, at mine nærmeste kolleger, Helmer N. Jakobsen og Niels R. Hansen, tog den mindste notits af det.

Michael Tversted Lundsgaard

En dristig handling

Da jobbet som kulturreporter ofte medførte arbejde i weekender og på aftener, følte jeg efterhånden et behov for lidt mere regelmæssige arbejdstider. Og yngre blev jeg jo heller ikke.

Så jeg søgte en stilling som redaktionssekretær, hvor jeg skulle redigere og sætte siderne op i både den daglige avis og i Ekstra Posten.

Det var heldigt for mig. Det var nemlig på den måde, jeg fik et meget tættere samarbejde med Lena Tversted i annonceafdelingen.

Vi kommunikerede i mails, når der var sket ændringer i annoncerne på siderne, og lidt efter lidt sneg der sig også lidt andre ting ind i vores korrespondance. På den måde fandt jeg ud af, at hun var interesseret i planter og godt kunne lide påskeliljer.

Og selv om jeg bestemt ikke er verdens modigste mand, dristede jeg mig til at købe en buket og stille på hendes bord. Snart efter kom hun op og gav mig et knus - i al offentlighed midt i redaktionssekretariatet - selv om det nu ikke så ud til, at mine nærmeste kolleger, Helmer N. Jakobsen og Niels R. Hansen, tog den mindste notits af det.

Men det gjorde jeg til gengæld, og da jeg meget originalt havde inviteret Lena hjem for at se mine planter, blev det altså os. Det er nu snart 17 år siden, og tidligere på året kunne vi fejre vores 14 års bryllupsdag.

En dame med overraskelser

I dag er jeg navneredaktør, som er det arbejde jeg har været allermest glad for. For selv om jeg engang også mødte kendte personer, holder jeg allermest af hverdagen og dens mennesker.

Jeg nyder at tale med og skrive om mennesker fra alle ender og kanter her i vores verden i Silkeborg. Og selv om nogle af dem erklærer, at de da ikke har noget spændende at fortælle, har jeg endnu til gode at opleve, at det skulle vise sig rigtigt.

Så indtil videre er det for mig en evigtgyldig sandhed, at alle mennesker har en historie. Og nogle gange kan de endda være særdeles uventede.

Som da jeg sidste år kørte ud til Sejs for at interviewe den tidligere kredsformand i Dyrenes Beskyttelse, Doris Pollas, op til hendes 95 års fødselsdag. Hvor denne lille, nette dame valgte at benytte lejligheden til at afsløre en hidtil hemmeligholdt del af sit liv. Nemlig at hun havde været medstifter af Kredsen af 1948 - det forbund, der i dag hedder LGBT Danmark og blandt andet taler de homoseksuelles sag. Og at hun i sine unge år i København havde levet et hemmeligt og dengang nærmest forbudt liv som lesbisk.

Jo, der er stadig meget, der kan overraske en gammel navneredaktør.

Læs også
Michael er navnet bag navnene
+Abonnement
Michael Tversted Lundsgaard

1958: Født i Virum ved København.

1962: Flyttede med familien til Horsens.

1978: Studentereksamen fra Horsens Statskole.

1978: Fabriksarbejder i Schweiz

1978-1979: På rejse i Indien

1979: Postarbejder i København

1981: Lagerarbejder og sælger i mit fars firma i Horsens.

1984: Optaget på Danmarks Journalisthøjskole. Praktiktiden var på Billed-Bladet i København.

1988: Ansættelse på ugebladet Ugen Rundt i København.

1989: Ansættelse ved Berlingske Tidende i København.

1993: Ansættelse som lokalredaktør i Bjerringbro for Viborg Stifts Folkeblad.

1. november 1995: Ansættelse ved Midtjyllands Avis i Silkeborg som kulturreporter og senere redaktionssekretær. I dag navneredaktør.

2004: Mødte Lena Tversted, der arbejder som mediekoordinator på Midtjyllands Avis. I 2006 blev parret gift og fik de fælles efternavne Tversted Lundsgaard. Til sammen har parret børnene Maria (36), Janine Dee (33) og Tobias (26). Barnebarnet Benjamin er 4 år.

Læs også
En gammel rocker
+Abonnement