Kronprinsessen kommer til Hammel

Kronprinsessen skulle i januar have deltaget i indvielsen af TrygFondens Familiehus Hammel Neurocenter i sin egenskab af protektor for Hjerneskadeforeningen, men hun blev forhindret og besøger nu i stedet Hammel den 17. juni

Udgivet:06. juni 2019, 08.51

Læsetid:1 minut

Det nye 600 m2 store familiehus er en oase og et åndehul, som giver familierne bedre plads til at pleje familielivet og mulighed for leg, afslapning, motion, musik og lignende. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Søren Nielsen
Digital Redaktør| sn@midtjyllandsavis.dk

4 år siden

HAMMEL Indlagte børn og unge på Hammel Neurocenter får besøg af kronprinsesse Mary, der mandag den 17. juni kommer og besøger TrygFondens Familiehus på Hammel Neurocenter.

I forbindelse med besøget får kronprinsessen en rundvisning i det nye familiehus, ligesom hun får lejlighed til at møde indlogerede familier og deres indlagte børn. Patienter, pårørende og personale glæder sig til det kongelige besøg og til at vise familiehuset frem.

- Det er vi rigtigt glade for, og vi er stolte over, at Kronprinsessen prioriterer at besøge familiehuset, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Familien er med

- Familiehuset er en kæmpe gave til de kriseramte forældre og søskende, der har nære familiemedlemmer indlagt på neurocentret.

Erfaringen viser, at det er vigtigt, at hele familien kan være med i forløbet. Derfor er det afgørende, at familien får fysiske rammer, der giver mulighed for at have et familieliv under indlæggelsesforløbet, siger oversygeplejerske Bente Dam på vegne af centerledelsen på Hammel Neurocenter.

Under besøget får prinsessen præsenteret det nye familiehus, og hun får lejlighed til at møde indlagte børn og familier.

TrygFondens Familiehus fungerer som en hjemlig base for forældre og søskende til børn, der er indlagt på Hammel Neurocenter til genoptræning efter at have fået en hjerneskade. Et genoptræningsforløb efter en hjerneskade tager lang tid og varer oftest flere måneder.

Tidligere samme dag besøger Kronprinsessen Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.