Renovering - æstetik, kulturarv og bæredygtighed

Af Bjørk Fredslund Andersen. Enebærvej 31b 8600 Silkeborg

KULTURARV I Sejs-Svejbæk ligger der et hus. Det er som sådan ikke selve huset, dette indlæg handler om, men mere hvad dette hus desværre er et godt eksempel på.

Er man lokal i byen, vil man muligvis vide, at det, som nu fremstår som et pudset hus, for ikke lang tid siden var et smukt og klassisk parcelhus opført i gule tegl. I dette tilfælde har husets nuværende indehaver ikke ejet huset i særlig lang tid, men det modsatte kunne også have været en mulighed. For forståelsens skyld er det ikke vigtigt, om huset er til salg eller ej, blot at alle huse jo på et eller andet tidspunkt skal sælges eller fjernes.

Kort fortalt handler dette indlæg primært om en manglende anerkendelse af en fælles kulturarv, og af det problematiske i at forskellige boligejere har frit slag til at behandle deres huse, som de ønsker. Samtidig er det også et opråb til håndværkerne om at medtænke bygningskultur, når de rådgiver og vejleder deres kunder. Hvordan kan en stolt murersvend for eksempel se det fornuftige i at plastre et klassisk hus til med puds, medmindre det naturligvis blot handler om at få kunder i butikken.

Jeg undrer mig over, at der ikke er flere, som forholder sig til den verden, de er en del af, og gad vide om folk egentligt forstår, at vi nulevende nok hverken er de første eller de sidste til at betræde denne jord. Efter min mening må vi udvide tidshorisonten, når vi træffer beslutninger. Vi har et ansvar for kommende generationer, og når fortiden og nutiden skal flettes sammen, må det gøres med nøje overvejelse, og penge må og skal ikke være den væsentligste driver, og ligeledes heller ikke tilfældiges forgodtbefindende.

Problemerne er nemme at få øje på. Tag eksemplet med det pågældende hus, og lad os fokusere på den pudsede facade. Rent lavpraktisk har man brugt en masse penge og materialer på, hvad nogle vil betegne som en »istandsættelse«. Samtidig har man skabt et større behov for fremtidig vedligeholdelse. Oveni har man tilsløret et tidstypisk kendetegn for de ellers smukke parcelhuse, som findes rundt i det ganske land, og hvad endnu værre er, har man gjort muligheden for genanvendelse nærmest umulig ved at komme puds på den eksisterende tegl.

At der heldigvis findes eksempler på det modsatte, kan interesserede se ved at læse lidt om »Renoverprisen«, eller om hvad »Bedre Byggeskik« var for en størrelse. Herfra skal blot lyde et ønske om en større forståelse for vores fælles byggeri.