Hvad er velfærd?

Udgivet:21. november 2022, 10.46

Læsetid:2 minutter

Af Morten Skydsgaard (K) og Martin Jakobsen (K) Henholdsvis medlem af og formand for plan- og vejudvalget

BESPARELSER Velfærd er mange ting. Helt konkret er skoler, daginstitutioner, social- og ældreområdet væsentlige dele af den kommunale kernevelfærd - ingen tvivl om det og naturligvis med fuld opbakning fra konservativ side.

Slår man op i den danske ordbog udvides begrebet tilmed en lille smule, her står: »En persons eller gruppes sundhed, lykke og trivsel, især med hensyn til materielle goder og social tryghed«.

Vi mener, at det tekniske område har så meget at byde på for at understøtte og i sig selv være udtryk for velfærd. Efter sidste uges læserbreve at dømme, kan man i hvert fald roligt konstatere, at for helt almindelige mennesker, så er det naturligvis vigtigt, at kunne bo og leve i en kommune, hvor vi prioriterer det grønne. Det er rent faktisk velfærd og det betyder noget, selvom vi ikke nødvendigvis tænker på det i hverdagen.

Det er måske så meget sagt, at fortove er noget der rammer os med en stor lykkefølelse, men der er under alle omstændigheder en høj grad af trivsel forbundet med at kunne gå på et oplyst fortov.

Sådan kunne vi blive ved, og vi håber, at vi før eller siden får mulighed for at rette op på de forskellige udfordringer - det vil vi i hvert fald gøre, hvad vi kan for bliver tilfældet.

Men hvorfor stemte I ikke blot mod budgettet og dermed mod de besparelser, som udvalget nu står overfor?

Det er der en enkelt forklaring på. Sammen med vores gruppe var det vores vurdering, at udfaldet var blevet endnu værre. Derfor var det naturligt for os at tage politisk ansvar.

Vi mener ikke, at politik skal forstås ensidigt. Det handler for eksempel ikke om hvorvidt vi kan få asfalt eller plejehjem. Politik er ikke enten eller. Det er faktisk både og. Og det tekniske område, som vi står i spidsen for, er også velfærd - oven i købet på rigtig mange måder.

Indlæser debat