Stjær er også med på delebil-idéen

Byens nye el-delebil er netop blevet klar til booking

6. august 2019, 17.19

Stjærs el-delebil har fået sin faste plads på p-pladsen ved Stjær Kirke. Her er etableret en dobbelt ladestation. Foto: Bent Skovsende

STJÆR Flere og flere el-delebiler dukker op i den midtjyske trafik. Siden i går kører der også én i Stjær.

En splinterny el-bil, der stilles til rådighed af Aura Energi, har fået sin faste plads på brugsens p-plads.

Her er etableret to el-ladestandere - den ene til Aura-bilen og den anden til brug for lokale beboere, der har investeret i en elbil.

I Stjær er initiativet taget af en lille gruppe under borgerforeningen i Stjær.

Den startede i foråret en crowdfunding - en måde at rejse penge på via internettet, hvor beboere og virksomheder skyder små eller større beløb ind i støtte til en investering. Her var målet at skaffe omkring 50.000 kroner til en dobbelt ladestander, men det viste sig, at fonde og lokale virksomheder bakkede med så store beløb, at crowdfundingen kunne indstilles efter en kort tid.

- Vi har fået 70.000-80.000 kroner indsamlet, og udover ladestanderne skal der bruges penge til at retablere torvet foran brugsen og få lavet skilte mv., fortæller Hans Brok-Brandi fra initiativgruppen

Driften - og brugeradministration omkring delebilen tager Aura sig af.

Hvis man vil køre i el-bilen, kan man booke den ved via en app, man downloader til sin smartphone. Der er tre måder at booke bilen på. Man kan betale 60 kroner pr. time incl. gratis strøm og kilometer. Eller man kan vælge et månedligt abonnement, der bringer timeprisen ned på 30 kroner. Og man kan leje bilen i et døgn for 495 kroner, fortæller Hans Brok-Brandi.

Når man kører i bilen, kan man gratis oplade på et net af ladestandere fordelt over hele landet.