En prut i sportsvognen

21. maj 2019, 12.54

Foto: Martin Ballund

Nu synes jeg altså, at vi skal have gjort noget til bevarelse af atmosfæren.

Inspirationen kommer fra en dejlig køretur i min lille sportsvogn i »sommer«-april, som vi nu har lagt bag os.

Og du skal først orienteres om baggrunden.

Når vi får bøf med løg, får vi ikke kun lidt løg. Fruen i huset skræller løg og skærer i skiver, som ender i en pyramide-top på den største pande vi har. Så steges der.

Og så spiser vi bøf, løg, masser af løg, kartofler, brun sovs og lidt tyttebær i kanten. Uhmmmm det er godt. Og det gjorde jeg dagen før køreturen.

På vej fra Bryrup til Løvekrydset mærkede jeg rumlen i maven og måtte lette det ene ben.

Det skete samtidig med, at jeg drejede til venstre mod Grædstrup. Jeg fik et chok, - indtil jeg fandt ud af, at jeg var kørt ind i et område, hvor der lige var spredt gylle.

Sammenfaldet af den oplevelse fik mig til at undersøge, hvad en prut gør ved atmosfæren.

Prutten skader, men det er faktisk slet ikke prutten, der er det mest skadelige, det er en bøvs, den udleder metan og er 84 gange mere skadelig ved atmosfæren end en prut.

Godt det er uhøfligt at bøvse.

Google gav mig flere oplysninger. Jeg fandt ud af, at en dansker i gennemsnit udleder 9,6 tons CO2 årligt. Hvis hele jordens befolkning levede som os danskere, skulle vi bruge 3 jordkloder mere for at få det hele til at løbe rundt.

Godt de andre ikke har det ligeså godt som os.

Men noget er galt. Jeg har kunder på Grønland, der fortæller mig, at indlandsisen ikke længere er, hvad den har været. Og de dyrt indkøbte vinterdæk kommer herhjemme efterhånden blot på for et syns skyld.

Gretha i Sverige startede hele denne nuværende debat ved at lade være med at gå i skole, for som hun påstod: »Der er jo ingen grund til at uddanne sig, hvis jorden og jeg ikke har nogen fremtid«.

Uanset hvad, og med stor tiltro til egne evner, så skal jeg ikke sidde i det panel, som skal tage beslutninger om eventuelle radikale ændringer i vort samfund. Det må der dygtigere folk til.

Men jeg starter med mit lille bidrag. Som det første vil jeg skære ned på forbruget af løg. Og så vil jeg sætte mig ned i min sportsvogn, køre ud til Løvekrydset, dreje til venstre, dufte naturen - og trykke lidt mindre på speederen fremover.

For noget skal der gøres - og snart, tror jeg.