Vigtig sommer- og erhvervspakke

10. juni 2021, 11.48

Foto: Steen Brogaard

CORONA-PAKKE Dansk økonomi er kommet bedre igennem corona-krisen, end mange havde frygtet. Det skyldes ikke mindst vores dygtige og omstillingsparate erhvervsliv samt den bomstærke økonomi, som den Venstre-ledede regering efterlod i 2019. Men krisen har ramt skævt, og en del brancher er stadig nødlidende. Det skal vi gøre noget ved, så vi værner om gode danske job.

Derfor glæder det mig, at Venstre er med i en bred aftale om en sommer- og erhvervspakke, som bl.a. sikrer hjælp til særligt udsatte erhverv - herunder en målrettet indsats for restauranter og turismen i hele landet. Samtidig fortsætter vi en solid indsats for bedre rammevilkår for danske eksportvirksomheder på baggrund af anbefalingerne fra de genstartsteams, som Venstre stod fadder til sidste år.

I 2020 mistede turismeerhvervet 31 mia. i tabt omsætning, og med fortsatte rejserestriktioner risikerer vi, at der går lang tid, før turismen er tilbage på fuld damp. Derfor afsætter vi med aftalen ca. 300 mio. kr. til bl.a. øget markedsføring af turismen, støtte til restauranter og en pulje, så hårdt ramte virksomheder kan omstille sig og blive mere konkurrencedygtige. Regeringen ønskede kun at sætte ind i de fire største - socialdemokratiske - byer, men Venstre har sørget for, at støtten dækker i hele landet.

Med aftalen sikrer vi, at virksomheder indenfor særligt udsatte sektorer - herunder rejseselskaber, messecentre og luftfarten - kan søge tilskud til at omstille sig til en ny virkelighed i lyset af corona-krisen, ligesom vi forlænger støtteordningen til fastholdelse af kritisk personale i luftfarten.

Det har været vigtigt for Venstre at undgå de problemer med konkurrenceforvridning, som vi desværre så sidste sommer, og vi er kommet et godt stykke af vejen. Vi mener fortsat, at den bedste hjælp ville være at fjerne unødvendige restriktioner og regeringens ulogiske benspænd, der hæmmer mange virksomheder. Det kæmper vi videre for på baggrund af de positive corona-tal og vaccinationernes udbredelse.

Indlæser debat...