Midtjyske Meninger: Arabisk corona og min mormor

30. marts 2020, 12.06

Foto: Martin Ballund

Min dejlige mormor blev født i 1880 og var altså 23 år gammel, inden verdens allerførste motoriserede flyvning fandt sted i 1903 udført af brødrene Wright.

Senere havde hun en købmandsforretning i Brarup på Falster. Hver fredag sendte hun min morfar til storbyen Nykøbing 15 km væk for at hente varer. Det foregik med hestevogn. Nogen gange fik min morfar en øl eller en dram ved de forskellige leverandører. Og nogen gange faldt han sidst på dagen i søvn bag tømmerne, men deres trofaste hest kendte altid vejen hjem.

Min mormor var 38 år, da første verdenskrig sluttede, og 65 år da anden verdenskrig sluttede. Hun nåede lige at opleve månelandingen i 1969, inden hun fik en fredfyldt død.

Hold da op hvor min mormor har oplevet meget. Der er virkeligt flyttet grænser og sket mange førstegangsoplevelser i hendes tid.

Og det er der også i min tid.

Jeg var 10 år, inden jeg første gang mødte en farvet mand. Det var i 1958, da vi besøgte min moster i København. Jeg havde fået lov til at gå i Østerbro Svømmeanstalt, og der stod han. Han var nu meget rar, fra Amerika sagde han og skulle hjem igen senere. Vi var en del drenge der øvede os lidt i cowboy-engelsk sammen med ham, og var så ellers bare betaget af hans hvide tænder og mørke hud.

Jeg blev 24 år, inden jeg mødte min anden farvede mand. Jeg arbejdede som sælger og disponent på en buksefabrik i Hobro.

Den farvede mand sad i showrummet med sine metervarer. Jeg gik hen til ham og sagde: »Hello, welcome, and how are you«, hvortil han på klingende dansk svarede, at han havde det godt, at han var født og opvokset i København, og havde boet der hele sit liv.

Og sådan kan der ske overraskelser, når en mand som jeg har haft starten af min erhvervskarriere i provinsen, hvor der for det meste på den tid kun var én farve i skind.

Danmark er blevet multifarvet gennem de sidste 30-40 år. Noget vi bliver påmindet om hver dag, når vi går på stræder og veje.

Et multikulturelt samfund, som vi må og skal passe godt på.

Men jeg blev nu alligevel lidt forbavset da Friisholm Hallerne i Them blev lukket på grund af faren for coronavirussen.

Silkeborg kommune har sat en stor plakat i døren, med teksten INGEN ADGANG.

Teksten er på dansk, engelsk, og … arabisk.

Der er virkelig flyttet grænser og sket meget i min tid - også.