DET ER DIT VALG - KV21

Ulstrups virke som hovedby

6. oktober 2021, 12.49

BYUDVIKLING I Ulstrup Lokalråd har vi tidligere i avisen beskrevet de enorme udviklingsmuligheder, der ligger i et kommunalt byggeri på Expedit-grunden med tilhørende arbejdspladser i Ulstrup. Vi vil i Ulstrup Lokalråd se denne udvikling harmonere med Ulstrups kommunale titel som hovedby.

Ulstrup Lokalråd har i den mellemliggende periode inviteret de lokale politikere for en snak om mulighederne for Ulstrup og udviklingen i forhold til Expedit-grunden. Diskussionen omhandlede istandsættelse af de gamle bygninger i Hvorslev, og et nyt moderne byggeri på Expedit grunden i Ulstrup, med alle de skitserede synergieffekter dette indebærer.

Ulstrup er en hovedby i Favrskov Kommune jævnfør kommunalplanen, vi ser kommunale arbejdspladser som en fornuftig og yderst rimelig konsekvens af denne titel, som Ulstrup blev givet ved kommunesammenlægningen.

Vi er glade for den feedback og den åbne diskussion, vi har fået med de lokale politikere. Naturligvis de positive tilkendegivelser, vi har fået fra Venstre og De Konservative. Herfra bekender man de positive effekter ved et kommunalt byggeri i Ulstrup, og en merudgift på 8-10 millioner for dette nybyggeri skræmmer dem ikke. I Ulstrup lokalråd arbejder vi for, at Ulstrup får den politiske opmærksomhed fra kommunen, som en titel som hovedby bør indebære. Kommunen er set fra vores side slet ikke nok til stede i Ulstrup!

Vi står over for et kommunalvalg, og i den forbindelse vil vi fra lokalrådet opfordre alle i Ulstrup til at støtte de lokale politikere, der vil Ulstrup som hovedby. Vi bliver nødt til som by at stå sammen og vise, at vi i Ulstrup forventer, at kommunen fører en realpolitik, der matcher Ulstrups titel som hovedby.

Indlæser debat...