Fart på vaccinationerne i den kommende uge

I den kommende uge bliver det mere behageligt at få foretaget en kviktest med pind i næsen

27. februar 2021, 10.16

Der er nogle mere behagelige kviktests på vej i den kommende uge. Foto: Henrik Ole Jensen

SILKEBORG Torsdag og fredag har Region Midtjylland modtaget over 20.000 doser vaccine mod covid-19. Her af er de 15.210 fra Pfizer, mens 5.500 doser er med Moderna-vaccine. Og i begyndelsen af den kommende uge kommer der yderligere 10.400 doser til Region Midtjylland fra Astrazeneca.

Det betyder, at der nu kommer fart på vaccinationerne, også i Silkeborg Kommune, hvor de seneste tal fortæller, at 6228 borgere er kommer i gang med vaccinationen og heraf har 3052 fået stik nummer to. Det svarer til, at 3,2 procent af indbyggerne i Silkeborg Kommune nu er færdigvaccinerede.

Fredag var der travlt ved vaccinationscentret på stævnepladsen i Gødvad, da der over hele landet blev skruet ekstra op for vaccinationerne for at teste kapaciteten.

Samtidig med regeringens beslutning om en gradvis genåbning fra på mandag, har Region Midtjylland åbner 21 nye testcentre, så der i hele regionen er højest 20 kilometer til nærmeste testcenter.

I en pressemeddelelse oplyser formand for regionsrådet, Anders Kühnau (S), at Falck, der for tiden står for kviktest i Region Midtjylland, i den kommende uge vil gå over til en ny mere behagelig type test, hvor vatpinden ikke skal så lagt op i næsen.

- Vi har en fornemmelse af, at ubehaget ved mødet med de lange vatpinde har afholdt nogle fra at tage en hurtigtest, og den forhindring håber vi nu bliver ryddet af vejen, siger Anders Kühnau.