
Vindmøller ved Silkeborg Kraftvarmeværk
Udgivet:06. november 2018, 12.00
Læsetid:1 minut
Foto: Colourbox
4 år siden
ENERGIPARK Efter at have læst de seneste læserbreve om grøn Silkeborg undrer det mig, at der ikke er nogen, der kigger på muligheden for etablering af vindmøller ved Silkeborg Kraftvarmeværk.
Det vil jo være en samfunds- og miljømæssig langt bedre placering end nogle af de projekter, der ligger i skrivebordsskuffen.
1. Samfunds- og miljømæssigt vil det være en fordel med vindmølleplacering ved kraftvarmeværket, da de jo vil være meget tættere på, hvor strømmen skal bruges. Bl.a. til kraftværkets nye varmepumper og den store elpatron på 2000 kW.
Samfunds- og miljømæssigt vil det være bedre, da det ikke kræver så store udbygninger af el-nettet og tabet til transport af strømmen vil være mindre, når vindmøllerne placeres tæt på, hvor strømmen skal bruges.
2. Etableringen kunne jo evt. være i samarbejde med nogle af de vindmøllevirksomheder, som er i Silkeborg. De kunne med denne samfunds- og miljømæssig unikke placering opnå et fint udstillingsvindue for deres teknologi. Det må være en »vind-vind« for samfundet og grøn Silkeborg.
3. Da kraftværkets store høje bygning med 2 store høje skorstene og store lagertanke alligevel fylder meget i landskabet, vil nogle vindmøller passe fint ind i området.
4. Det vil også give en god mulighed for at få brandet grøn Silkeborg med etablering af en Silkeborg Energipark med solvarme, varmepumpe og vindmøller ligeud til motorvejen.