HM fyrer 1500 ansatte og skal spare milliarder

Som led i en spareplan vil modekoncernen H&M afskedige 1500 ansatte. I hvilke lande vides endnu ikke.

Udgivet:30. november 2022, 10.34

Læsetid:1 minut

Hennes Mauritz skal spare to milliarder svenske kroner, og derfor har kæden igangsat en større spareplan, som indebærer, at 1500 ansatte skal fyres. Det fremgår ikke, i hvilke lande fyringerne skal ske. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

2 måneder siden

STOCKHOLM Den svenske modekoncern Hennes & Mauritz, H&M, vil fyre 1500 medarbejdere på verdensplan.

Det oplyser kæden i en pressemeddelelse.

Det fremgår ikke, i hvilke lande fyringerne sker.

Kæden har omkring 107.500 fuldtidsansatte på verdensplan. Cirka 10.500 af dem arbejder i Sverige.

Beslutningen kommer i kølvandet på en større spareplan, som H&M tidligere har annonceret.

Det forventes at føre til årlige besparelser på cirka to milliarder svenske kroner - cirka 1,36 milliarder danske kroner. Det ventes at kunne mærkes fra anden halvdel af 2023.

- Det omkostnings- og effektivitetsprogram, som vi har iværksat, indebærer en gennemgang af vores organisation, og vi er meget opmærksomme på, at der er kolleger, som bliver berørt af det.

- Vi vil støtte vores kolleger i at finde den bedst mulige løsning til deres videre færd, lyder det fra administrerende direktør Helena Helmersson.

I september skrev H&M i et kvartalsregnskab, at det på grund af høj inflation og stigende leveomkostninger "er vigtigere end nogensinde før at tilbyde kunderne mest værdi for pengene".

- Effektivitet, hastighed og fleksibilitet har aldrig været vigtigere. Sideløbende igangsættes et program til at reducere omkostningerne og forbedre effektiviteten yderligere, lød det.

Det står nu klart, at det altså kommer til at koste 1500 medarbejdere.

Af regnskabet fremgik det også, at H&M i tredje kvartal leverede salgsfremgang, selv om det dog skuffede analytikernes forventninger.

Det oplyste selskabet i midten af september.

Ifølge H&M fik koncernen en svag start på kvartalet i lighed med branchen på mange af de vigtigste markeder. Også afvikling af virksomheden i Rusland som følge af krigen i Ukraine blev fremhævet som en del af forklaringen.

/ritzau/

Indlæser debat