Grøn eller sort lokalpolitik?

29. oktober 2021, 12.35

Foto: Martin Ballund

JYLLANDSRINGEN På et møde for nylig arrangeret af Midtjyllands Avis og DN med temaet »Grøn valgdebat - natur og miljø i kommunen« med deltagelse af syv byrådskandidater kom det frem, at næsthøjest på silkeborgensernes prioritetsliste står natur og miljø.

Samtlige byrådskandidater var naturligvis »grønne« til lejligheden. Lad os håbe, det holder! Nøgleordene i grøn omstilling er: Bæredygtighed, klimabevidsthed, miljø, luftforurening, støjforurening, natur m.m. Det modsatte af grøn er i denne forbindelse sort.

Jeg, og rigtig mange mennesker i området, håber, at den nye kommunalbestyrelse vil gå meget seriøst ind i dette problem, således at reglerne forenkles og især selvfølgelig at støjgenerne formindskes dramatisk

Erik Balle

Det paradoksale er, at vi her i Silkeborg huser et foretagende, som står for det stik modsatte af det grønne - det kulsorte: Jyllandsringen. Da den blev etableret i midten af tresserne var politikerne betænkelige med hensyn til støjgener, og det blev fastlagt, at der højest måtte køres fem løb om året. Aktiviteterne har i de senere år udviklet sig til et kontinuerligt støjhelvede, som mange hundreder af sagesløse beboere i Resenbro og omegn plages voldsomt af. Brølende motorer, hvinende bremser fra morgen til aften.

Den nugældende miljøgodkendelse er omfattende og alt for kompliceret. Jeg kan med sikkerhed sige, at ingen lokalpolitiker klart og fyldestgørende vil kunne gøre rede for indholdet, som giver anledning til fortolkningstvivl og overtrædelser. Der foregår dog retfærdigvis også fornuftige ikke støjende aktiviteter på JR, skolekørsler, kørsler med velgørende formål m.m.

Læs også
FDM Jyllandsringen støjer!

Godkendelsen skal snart revideres. Jeg, og rigtig mange mennesker i området, håber, at den nye kommunalbestyrelse vil gå meget seriøst ind i dette problem, således at reglerne forenkles og især selvfølgelig at støjgenerne formindskes dramatisk.

Det skal være slut med at Jyllandsringen kan reklamere for et arrangement med ordene: Kom og larm så meget du vil!

Indlæser debat