Tågesnak: Et bidrag til at få tågen til at lette

Udgivet:15. august 2022, 14.00

Læsetid:2 minutter

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Af Gitte Willumsen Medlem af Folketinget og byrådet i Silkeborg (K)

PLEJEHJEM Hermed svar på læserbrev af Jonas Sivertsen (S) bragt i Midtjyllands Avis 12. august 2022.

I læserbrevet skal man gætte sig lidt frem til to personer: »…flere lokale folketingskandidaters glubske politiske blik«. Det er ikke let at være læser af avisen, når man bliver præsenteret for den slags tågesnak. Derfor vil jeg gerne bidrage med at få tågen til at lette. De to folketingskandidater må være Peter Sig Kristensen og undertegnede. Normalt er vi ikke på samme hold, men der er dog heldigvis sager, hvor vi har samme mål.

I den aktuelle sag mener vi begge, at Bryrup Plejecenter ikke skal lukkes.

For egen regning kan jeg tilføje, at det synes jeg heller ikke, at andre små plejehjem skal.

Læs også
Vi ønsker ikke at røre ved de små plejecentre Vi ønsker ikke at røre ved de små plejecentre
Læs også:
Vi ønsker ikke at røre ved de små plejecentre

Min involvering i sagen skyldes et opslag på Facebook-gruppen »Bevar plejehjemmet Birkebo i Bryrup«. Her undrer en borger sig over, at Birkebo i Bryrup er i kataloget over mulige besparelser. Det opslag kommenterer jeg på: »Udvalget kunne have forkastet forslaget, hvilket de ikke har gjort. I dagtilbud-, skole-, og familieudvalget ville vi ikke have skolelukninger med i kataloget, så de blev fjernet. I min optik er det dårligt lederskab i ældreudvalget - det handler om ældres bolig, når man lukker plejehjem. Det bliver ikke med min stemme«.

Så jeg siger altså, at Jonas Sivertsen (S) udviser dårligt lederskab, når han ikke får fjernet forslag fra administrationen, der ikke har politisk gang på jord. Konsekvensen er jo, at der skabes unødig utryghed for de ældre. Utrygheden kan være særlig svær at håndtere for de ældre, da de er i en svær livssituation som beboere på et plejehjem. Det kan vi ikke være bekendt.

Og det mener jeg, at Jonas Sivertsen (S), som formand for udvalget, må stå på mål for.

Indlæser debat