Midtjyske Meninger: Tag med i skoven

2. august 2019, 12.27

Foto: Martin Ballund

Vi er heldige i Silkeborg. Det fornemmer man, når man kigger rundt på vores smukke omgivelser og det fornemmer man, når man fortæller folk fra andre byer, hvor man bor. At Silkeborg er kendt og elsket for at være et naturskønt sted, er der vist ingen tvivl om. Derfor er der også altid protester, når højere og mere magtfulde instanser bestemmer, at der skal gribes ind i naturen.

Jeg er vokset op tæt på det, vi dengang kaldte rådyrskoven, der lå i forbindelse med den gamle cirkusplads. Der var stor palaver om, hvor motorvejen skulle gå, men den endte med at gå gennem rådyrskoven, som blev sløjfet. Nu bor jeg ikke længere tæt på den gamle rådyrskov, og jeg begræder ikke dens endeligt. I stedet glæder mig over, at der er blevet anlagt en cykellegebane, som jeg glæder mig til at besøge og prøve en dag på de kanter.

Indtil videre cykler jeg i mit nærområde, for jeg er så heldig at bo meget tæt på Nordskoven, der har nogle rigtig gode cykelruter på skrænterne, i dalene, op og ned og helt ind til byen ude fra Sejs. Også dette område er lige nu udsat for ændringer, nemlig den nye Nordskovvej, og også her har der været palaver, for hvorfor skal der lige netop anlægges en ny vej gennem så smukt et stykke natur.

Jeg er som udgangspunkt enig i, at vi skal bevare mest mulig mere eller mindre vild natur, men når det er sagt, så undrer det mig faktisk, at jeg på cykelture i skoven ikke møder flere mennesker. Nu varer sådan en cykeltur jo ikke mere end fem kvarter, og skoven er jo heldigvis stadig meget stor, så det er måske ikke så underligt, men jeg tænker på om folk, der vil bevare skovene, selv færdes i dem?

Hvis du synes, det er mærkeligt at gå ture i skoven, fordi det kan virke formålsløst bare at gå, vil jeg da gerne komme med et par anbefalinger til, hvad man kan opleve i skoven. Først og fremmest er der chancen for at se et dyr - altså et, der ikke er buret inde, men lever her helt frivilligt og uden opsyn. Hvis man kan glædes over det, så er en skovtur en god investering, for oddsene for at møde et dyr er relativt høje.

Lige nu kan du samle blåbær i store mængder, så hvis du vil pudse klimaglorien, er her en meget nem måde at gøre det på uden at belaste miljøet det mindste. Om et par måneder er det svampe, du kan gå på jagt efter, og er du selv i besiddelse af et barn eller kan du låne ét, så kan en væltet sten faktisk være en stor attraktion, for nedenunder åbenbarer sig en verden af kryb, der ikke trives i sofaer og på Ipads.

Så tag vandrestokken, manden, konen, veninden, ungerne, hunden, hesten eller cyklen med i skoven - vi ses!